For grim til p-plads: Udlejer vil fjerne families eneste bil

Et amerikansk udlejningsselskab vil ikke have skrammede biler på sine p-pladser, og det kan nu få store konsekvenser for en familie fra Dallas

Biler, der er 'rustne, meget skrammede, ude af stand til at køre eller grimme', vil blive slæbt væk, hvis de bliver parkeret på selskabets parkeringsplads. Foto: Colourbox
Biler, der er 'rustne, meget skrammede, ude af stand til at køre eller grimme', vil blive slæbt væk, hvis de bliver parkeret på selskabets parkeringsplads. Foto: Colourbox

Den knasende lyd af metal, der gnider mod metal, kan gøre næsten fysisk ondt, hvis man sidder i førersædet, og lyden kommer fra siden af bilen.

For en amerikansk far fra Dallas i Texas er pinslerne dog ikke stoppet her. Nej, stødet rammer først for alvor, da han senere finder en seddel fra sit udlejningsselskab på bilen. For selskabet, der ejer både hans lejlighed og pladsen, han parkerer på, mener nu ikke længere, at bilen er pæn nok til at stå parkeret foran familiens hjem.

Derfor truer selskabet med at hente bilen med en kranbil og køre den væk. Bilen er den eneste, familien har, og faderen, Sontlux Sukhavachana, er afhængig af den for at komme på arbejde. Han er desuden den eneste i husholdningen, der har et arbejde, fortæller han til lokalmediet CBS 11.

- Vi vil ikke kunne betale næste måneds husleje. De forventer, at lejere, som knap nok kan få enderne til at nå sammen, skal investere penge i kosmetiske skader, siger Sontlux Sukhavachana til CBS 11.

Han frygter nu, at den skrammede bil i sidste ende kan sende familien på gaden.

Kunderne kigger efter det
Familien har selv skrevet under på reglerne, da de flyttede ind i beboelsesejendommen. I lejekontrakten er der nemlig indskrevet særlige betingelser for lejernes køretøjer, som udlejningsselskabets ejer selv kalder 'unikke' på selskabets hjemmeside.

- Forbløffende nok kom det fra vores beboere, der konsekvent fortalte os, at det første, de kiggede efter, var bilerne på parkeringspladsen. Hvis de var rustne, meget skrammede, ude af stand til at køre eller grimme, antog de, at ejendomme var dårligt drevet, og at de ville få uacceptable naboer, skriver ejeren og tilføjer:

- Vi forstår, at din bil er en personlig genstand, og derfor må du køre i lige det, du vil, men vores research fortæller os, at det her er noget, som de fleste gode kunder efterspørger, og det har vi ret til at give dem.

Ifølge den amerikanske pendant til Lejernes Landsorganisation i Texas er det ikke ulovligt at håndhæve de strenge betingelser, men organisationen kalder det dog stadig 'skandaløst' over for CBS 11.

Se også: Kvindeparkering: Skal beskytte mod 'overfald af seksuel karakter'

Samme regler i 40 år
Lokalmediet skriver, at der i knap halvdelen af de anmeldelser, som udlejningsselskabet har fået på portalen Yelp, er givet bare én stjerne. Og Sontlux Sukhavachana er da heller ikke specielt imponeret over sin udlejer.

- De er ikke særlig motiverede til at reparere ting eller få lejlighederne til at se godt ud, men de vil have os til at holde vores biler i perfekt stand, sagde han tørt til lokalmediet.

Udlejningsselskabet har afvist at stille op til interview med CBS 11, men henviser i stedet til betingelserne på hjemmesiden i et skriftligt svar.

- Jeg mener ikke, at det er nødvendigt at tale direkte med dig, da disse betingelser har eksisteret i tæt på 40 år og er blevet overholdt og værdsat af langt de fleste af vores beboere. Vores politik bliver tydeligt meldt ud til alle beboere, inden de flytter ind, og baggrunden for den kan findes på vores hjemmeside, skriver en talsperson til lokalmediet.

Se også: Større bøder og klip: Nye regler for danske bilister

76 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere