Ford overrasker: Giver dødsstødet til næsten hel biltype

Den amerikanske bilproducent vil inden længe kun have to almindelige personbiler på modelprogrammet i Nordamerika

Ford C-Max er en af de biler, som Ford ikke længere vil markedsføre i Nordamerika. Efterspørgslen er for lav, lyder det. Foto: Ford
Ford C-Max er en af de biler, som Ford ikke længere vil markedsføre i Nordamerika. Efterspørgslen er for lav, lyder det. Foto: Ford

Den blå oval med Fords fire hvide bogstaver har siddet på fronten af bilproducentens biler i en menneskealder og er for mange lige så ensbetydende med USA som baseball og Budweiser.

Ikke desto mindre bliver det i nær fremtid en hel del sværere at finde en ny bil med det karakteristiske Ford-emblem i producentens eget hjemland. Ford har i en pressemeddelelse annonceret, at man i løbet af de kommende fem år vil skære antallet af personbilsmodeller ned fra seks til to i Nordamerika.

Fiesta, C-Max, Fusion og Taurus må dermed lade livet, og kun den mytiske Mustang og den kommende Focus Active crossover er blevet benådet.

De store biler består
Begrundelsen er faldende efterspørgsel efter almindelige personbiler. Kunderne går i stigende grad efter mærkets SUV'er og F-150 pickup, og det tager Ford nu konsekvensen af ved ikke bare at stoppe produktionen af de fire personbiler - men også holde op med at investere i nye sedan-modeller.

Producenten skriver i pressemeddelelsen, at man i stedet vil fokusere på produkter og markeder, 'hvor Ford kan vinde'. Ford forventer, at næsten 90 procent af modelprogrammet i 2020 vil bestå af SUV'er, pickupper og arbejdskøretøjer.

Populære biler som F-150 og SUV'erne Explorer og Escape - kaldet Kuga i Danmark - er dermed ikke i fare.

Nu er nødkald på vej til alle nye biler

Elektrisk 'performance-SUV'
Frem mod 2022 vil Ford tilmed udvikle hybridteknologi til de store biler, og i 2020 planlægger producenten at lancere en elektrisk 'performance-SUV'.

Bilproducenten vil desuden udforske mulighederne for at lave nye biler, der kombinerer de bedste egenskaber fra arbejdskøretøjer med dem fra almindelige biler - så som plads, brugbarhed og højere førerstilling.

Det er endnu uklart, hvilken betydning Fords nordamerikanske strategi - og ikke mindst den manglende investering i sedan-modeller - får for populære danske biler som Mondeo og C-Max.

Er din bil rustskadet? Så stor er risikoen for at dø i et uheld