Forsinket Tesla kommer i år 2023

Elon Musk oplyser, at den nye Tesla Roadster vil blive lanceret i år 2023

Det ser ud til, at Tesla Roadster endelig får premiere i år 2023. Foto: Tesla
Det ser ud til, at Tesla Roadster endelig får premiere i år 2023. Foto: Tesla

I 2017 præsenterede Tesla den ekstreme Roadster-model. Løfterne lød på en elbil, der skulle være den hurtigste i verden. Oprindeligt var det planen, at den nye Roadster skulle lanceres i år 2020. Sådan gik det dog ikke, og modellen har været udskudt over et par omgange. Nu oplyser Tesla-chef, Elon Musk, at vi kan forvente at se modellen på gaden i år 2023.

Det skriver Musk på twitter.

Artiklen fortsætter under opslaget ...

- 2021 har været året med supervilde mangler i forsyningskæden, så det ville ikke ændre noget, hvis vi havde 17 nye produkter, for ingen af dem ville kunne sendes afsted, skriver Musk på Twitter.

- Forudsat at 2022 ikke er megadramatisk, vil den nye Roadster kunne lanceres i 2023, skriver han.

På Teslas danske hjemmeside er det stadig muligt at læse om den nye Roadster ud fra de informationer, som kom frem ved offentliggørelsen af bilen i 2017.

Her lovede Tesla, at Roadster vil have en topfart på 'over 400 km/t', mens sprintdisciplinen fra 0-100 km/t er klaret på blot 2,1 sekunder.

Samtidig skulle momentet være på afsindige 10.000 Nm, mens rækkevidden på en opladning blev opgjort til at være 1000 kilometer.

Modellen får plads til fire personer, og taget kan pilles af, så man kan nyde den friske luft.

Om det så ender med præcis de specifikationer og præstationer, må tiden vise. Nu ser det i hvert fald ud til, at vi er blevet en anelse klogere på, hvornår vi får den produktionsklare udgave af Roadsteren at se. Medmindre 2022 bliver 'megadramatisk'.

Man kan reservere en Roadster på Teslas hjemmeside for 320.000 kr.