De er store, grove og ret simple. Nødhjælpere, ISIS-krigere, danske soldater, godsejere og PET-agenter befinder sig ofte bag rattet af et eksemplar. Nu har fabrikken bag solgt over 10 millioner eksemplarer af den rå firehjulstrækker.
Der er naturligvis tale om Toyota Land Cruiser.
Helt præcist rundede det samlede Land Cruiser-salg 31. august i år 10 millioner solgte biler.
Det oplyser Toyota i en pressemeddelelse.
Modellen blev introduceret som Toyota 'Jeep BJ' tilbage i 1951, og produktionen har fortsat siden.
Artiklen fortsætter under billedet ...
En hård slider
Land Cruiser er kendt for at være en hårdfør, pålidelig bil, som man kan udsætte for alverdens udfordrende prøvelser. Man kan snildt risikere at møde eksemplarer på danske veje, som har tæt på 40 år på bagen.
Derfor har modellen også været populær hos de, der har brug for biler, som kan mere i terrænet end de fleste, og som ikke giver op, fordi temperaturen er for høj eller lav.
I Burundi bliver modellen eksempelvis brugt til at fragte malaria-smittede børn til hospitaler, og i Australien bliver Land Cruiser brugt i zink- og kobberminer 1600 meter under jorden. I Costa Rica findes der regioner, hvor modellen bruges i forbindelse med høst af gulerødder i højder på op til 3500 meter på skråninger, som er så stejle, at det kan være svært for mennesker at stå der.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Mange sælges i Mellemøsten
Modellen er stadig meget populær i dag. I 2018 blev der solgt omtrent 400.000 eksemplarer på verdensplan af Toyota Land Cruiser.
Det største marked for Land Cruiser-kunder findes i Mellemøsten, som i 2018 købte 132.000 nye biler. Næststørste marked er Europa med 54.000 nye Land Cruiser. Hernæst følger Oceanien, Asien, Nordamerika, Japan, Afrika og Latinamerika.