Fugleklat landede uheldigt: Bilist får stor bøde

En engelsk bilist skal betale over 1300 kroner i bøde, fordi fugleklatter dækkede hans parkeringstilladelse

Bilejeren opdagede angiveligt først problemet, da en p-vagt havde hevet bødeblokken frem. Foto: Colourbox
Bilejeren opdagede angiveligt først problemet, da en p-vagt havde hevet bødeblokken frem. Foto: Colourbox

En fugleklat på forruden giver held, siger man. Men heldet vokser tilsyneladende ikke sammen med mængden af møg på glasset.

Det måtte en 30-årig bilist fra Southend, England, for nylig sande, da han fik en p-afgift på lidt over 1300 kroner stukket i hånden - til trods for, at han havde tilladelse til at parkere.

Den lokale duefamilie havde nemlig tømt latrinspanden ud over hans bil i en sådan grad, at det var umuligt for p-vagten at se tilladelsen i forruden. Hvordan det var kommet så vidt, melder historien ikke noget om, men sikkert er det til gengæld, at den uheldige ejer, Scott Coltart, nu nægter at betale.

Det skriver The Sun, der citerer lokalavisen Southend Standard.

Skaden var sket
Ejeren mener ikke, at han bør stå til ansvar for, om fugle vælger at gøre morgentoilette på hans bil eller ej. Uhumskhederne blev tilsyneladende afleveret, mens bilen stod parkeret foran hans hjem, men ejeren opdagede først problemet, da p-vagten havde hivet bødeblokken frem.

Southend Standard skriver, at Scott Coltart straks løb ud for at stoppe vagten, selv om han endnu blot havde fået sine boksershorts på.

Han tørrede ruden ren og viste p-vagten den gyldige tilladelse - men bøden var skrevet.

- Han (vagten, red.) var meget uhøflig, slog p-afgiften ned på forruden og sagde, at vi kunne klage, hvis vi ville, siger Scott Coltart til lokalavisen.

Ejeren og hans kone, Lisa, fulgte vagtens anbefaling, men tabte efterfølgende sagen af to omgange. Hvorfor afgiften til sidst steg til over 1300 kroner.

Se også: Tyskland hårdt ramt: 2000 bilkøer hver eneste dag

Truet med fogeden
Sammen med afgiftsforhøjelsen fulgte en advarsel om, at parret ville få besøg af fogeden, hvis de ikke betalte hurtigt.

- Det eneste, vi i mine øjne kan gøre, er at betale. Men det burde vi ikke være nødt til, siger Lisa Coltart til Southend Standard og uddyber:

- Fugleklatter er ikke noget, vi kan kontrollere. I afgiften fremgår det, at vi har en ugyldig parkeringstilladelse, men det er ikke sandt, og vores gade bliver tjekket flere gange om dagen.

Helt lukket er sagen dog tilsyneladende ikke.

- Vi diskuterer i øjeblikket sagen med vores samarbejdspartner og vil kontakte familien direkte, skriver en talsperson for bystyret til lokalavisen.

Se også: Efter ulykke: Så mange køretøjer er væltet på Storebæltsbroen

34 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere