Går udenom dieselforbud: Stor tysk by indfører 'grønne' vejbaner

Düsseldorfs nye miljøbaner skal få flere til at slå følgeskab med andre, når de til og fra byen

Håbet er, at de særlige vejbaner kan være med til at nedbringe forureningen i Düsseldorf. Foto: Colourbox
Håbet er, at de særlige vejbaner kan være med til at nedbringe forureningen i Düsseldorf. Foto: Colourbox

Taxaer, busser og biler, der er drevet frem af el eller har mindst tre passagerer ombord.

Kører man i en af disse, må man nu bruge særlige miljøbaner i Düsseldorf. Den tyske by har indført banerne på tre store og trængselsramte indfaldsveje, og håbet er, at det kan få folk til at vælge en grønnere transportform, når de skal til og fra centrum.

Det skriver Süddeutsche Zeitung.

Düsseldorf, der er cirka dobbelt så stor som Aarhus målt på indbyggertal, døjer som mange andre tyske byer med for høj forurening fra trafikken. Men mens myndighederne flere andre steder har travlt med at indføre forbud mod ældre benzin- og dieselbiler, vil politikerne i Düsseldorf gerne undgå den løsning.

Inspireret af USA
Miljøbanerne er ifølge Süddeutsche Zeitung ikke set før i Tyskland. Til gengæld er konceptet udbredt i USA, hvor man har succes med de såkaldte HOV Lanes, der er tiltænkt biler med mange passagerer.

Ikke desto mindre har det været svært for byen at få lov til at indføre de 'grønne' vejbaner, da det har krævet underskrifter fra både delstatens transportminister og hans kollega i den føderale regering. Süddeutsche Zeitung går så langt som til at kalde det en 'en rejse til det bureaukratiske Absurdistan'.

På borgmesterkontoret i Düsseldorf er overborgmester Thomas Geisel dog mest af alt bare glad for, at det er lykkes. Overfor avisen siger han, at det er 'et skridt på vejen til at ændre trafiksituationen' i byen.

Se også: Efter eksplosion: Alle tankstationer lukket for brintbiler

Kæmper med forurening
Ifølge Süddeutsche Zeitung er det nu planen, at de særlige privilegier for samkørende, som banerne giver mulighed for, skal blive til lovgivning, når året er omme.

Byer over hele Tyskland er i EU's søgelys, fordi de overskrider unionens grænseværdier for forurening. De foreskriver, at mængden af skadelig NOx ikke må overskride 40 mg pr. kubikmeter.

Især ældre, dieseldrevne personbiler og varevogne er storslemme, når det gælder udledning af netop NOX, og derfor gjorde forvaltningsdomstolen i Leipzig det sidste år muligt for bystyrerne at indføre forbud mod ældre biler.

En del byer har allerede benyttet sig af muligheden i større eller mindre grad - heriblandt Hamborg, Berlin, Køln og Frankfurt.

Se også: Sidste chance for stor dieselbonus ved skrothandleren

20 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere