Gambler med sikkerhed: Varebiler kører på sommerdæk

Der bliver solgt færre dæk til varebiler, og det kan udgøre et problem for trafiksikkerheden, mener Dækimportørforeningen

Mange varebilejere kører på sommerdæk trods vintervejr, og dækkene slides længere ned. Arkivfoto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
Mange varebilejere kører på sommerdæk trods vintervejr, og dækkene slides længere ned. Arkivfoto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix

Kører danske varebiler i stigende grad på slidte dæk? Det er der noget, der tyder på. For til trods for at der er fart på i erhvervslivet, og salget af varebiler ligger ganske konstant i disse år, er salget af dæk til denne biltype faldet med mere end 15 procent inden for et år.

Det oplyser Dækimportørforeningen i en pressemeddelelse.

Udviklingen er ikke en god ting i forhold til trafiksikkerheden.

- Vi ser, at ejere og brugere af varebiler kører deres originalmonterede sommerdæk længere ned end tidligere, og det er ikke så heldigt for trafiksikkerheden, siger Jannick Ditlevsen, formand for Dækimportørforeningen, i en pressemeddelelse.

Det er én ting på tørre sommerveje, men noget helt andet om vinteren.

- Nu, hvor vi begynder at møde den første rim, is, sne og snesjap på vejene, bliver det for alvor farligt med sommerdæk på varebilen, siger Jannick Ditlevsen.

Han peger på tyske dæktest, som viser, at sommerdæk har næsten dobbelt så lang bremselængde som vinterdæk på vinterlige veje. Når det gælder igangsætningsevne og svingegenskaber, ser det endnu værre ud for sommerdækkene.

Se også: Danskerne dropper vinterdæk: - Et tydeligt mønster

- Ekstra vigtigt
Den seneste fælles dæktælling for både person- og varebiler i januar 2016 viste, at 88 ud af hver 100 personbiler kørte på vinterdæk, mens kun 58 ud af hver 100 varebiler kørte på vinterdæk. Dækimportørforeningen vurderer, at med den seneste udvikling vil disse tal i dag se endnu dårligere ud for varebiler, og det er problematisk.

- Hvis man som varebilejer vil vende det positivt, så er det billigere at købe et sæt nye vinterdæk end at skulle betale udgiften til blot en enkelt blød bule, fordi man kørte på sommerdæk på glat vej, siger Jannick Ditlevsen

I Danmark er det ikke lovpligtigt at køre med vinterdæk, når vinteren sætter ind, men alligevel opfordrer både eksperter og organisationer til, at man skifter til vinterdæk. Det samme gør Dækimportørforeningen.

- Varebilerne er blandt de kvikkeste deltagere i trafikken, men de er ikke de bedste til at manøvrere og bremse, og da slet ikke, hvis de kører på sommerdæk i vinterligt føre. Derfor er det ekstra vigtigt, at ejere og brugere af varebiler skifter til vinterdæk nu, siger Jannick Ditlevsen.

Se også: Vinterdæk til varevogne dumper: - Det er ikke betryggende

50 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere