Genopliver legendarisk navn

Lamborghini har besluttet at genoplive Countach-navnet i en ny model

Lamborghini Countach får nyt liv - en moderne fortolkning er på vej. Foto: Lamborghini
Lamborghini Countach får nyt liv - en moderne fortolkning er på vej. Foto: Lamborghini

Mange bilmodeller har gennem årene fået ikon-prædikatet, men få af bilerne lever op til den titel i lige så høj grad som Lamborghini Countach.

Modellen kom på gaden første gang i år 1974 og blev produceret helt frem til 1990. I alt lige under 2000 eksemplarer blev produceret, inden modellen blev sendt på pension.

Og så alligevel ikke. Nu har Lamborghini nemlig besluttet at genoplive Countach-navnet i en ny model.

Det afslører Lamborghini på mærkets egen hjemmeside og på Instagram.

Artiklen fortsætter under opslagene ...

'Countach blev født af en drøm. En drøm om at skubbe grænserne for fart, at forestille sig en ny form for design og at skabe en superbil uden sidestykke. Og nu, 50 år senere, er den nye Countach på vej,' skriver Lamborghini i opslaget.

Stor opgave
Når en så ikonisk bilmodel som Countach skal nyfortolkes i en moderne version, venter der Lamborghini en krævende udfordring, for forventningerne vil være astronomisk høje.

At dømme ud fra et af opslagene på Instagram om den nye Countach, er Lamborghini klar over, at det er en stor arv, der skal løftes.

'Store kreationer fødes fra store traditioner. Traditioner, der er fyldt med inspirerende historier, opdagelser, gennembrud, vendinger og sving, der overfører en unik arv,' lyder det i opslaget.

Lamborghini oplyser ikke noget om, hvornår den nye Countach står klar, eller hvad vi kan forvente i forhold til performance. Et af billederne på Instagram viser dog en V12-motor, så mon ikke, at den kommende Countach ligesom sin forgænger er udstyret med en heftig 12-cylindret motor.