Giftigt fund kan tvinge bilgigant til at tilbagekalde over 100.000 biler

Den tyske VW-koncern har fundet cadmium i opladerne til sine el- og pluginhybridbiler

Den elektriske Volkswagen e-Up er en af de biler, der er udstyret med laderen, der ifølge VW indeholder tungmetallet cadmium. Arkivfoto: Casper Dalhoff
Den elektriske Volkswagen e-Up er en af de biler, der er udstyret med laderen, der ifølge VW indeholder tungmetallet cadmium. Arkivfoto: Casper Dalhoff

Hvis topcheferne på Volkswagens ledelsesgang har svært ved at finde en passende grimasse i disse dage, er det helt forståeligt.

For bedst som det så ud til, at ledelsen havde fundet en løsning, der kunne få koncernen væk fra det uvejr af skandalesager og imageproblemer, man har stået under de seneste år, er Volkswagen havnet i endnu en møgsag. Og nu er det løsningen, den er gal med.

Tilbage i juli fandt Volkswagen nemlig en lille mængde cadmium i de opladere, som koncernens el- og pluginhybrider bruger til at lade strøm. Det kan ifølge det tyske magasin WirtschaftsWoche betyde, at VW-koncernen skal tilbagekalde 124.000 biler.

- En passende tilbagekaldelsesordning er i øjeblikket ved at blive afklaret med KBA (den tyske transportmyndighed, Kraffarht-Bundesamt, red.), siger en talsperson fra VW til WirtschaftsWoche.

Det høje tal skyldes, at problemet menes at have ramt både Volkswagens egne modeller e-Golf, e-Up, Golf GTE, Passat GTE og flere pluginhybrider fra Audi og Porsche.

400 plader mørk chokolade
Cadmium er et tungmetal, der findes overalt i jorden, men er farligt at indtage i store mængder, fordi det ophober sig i lever og nyrer.

Metallet er derfor et af seks stoffer, som EU har indført skærpede krav til, når de bruges i elektronisk udstyr. Mængden må ikke overstige 0,01 procent af den samlede vægt.

Det fremgår ikke af WirtschaftsWoches artikel, hvor meget den pågældende oplader vejer, men ifølge VW er der 0,008 gram eller 8000 mikrogram cadmium per oplader.

Til sammenligning er der ifølge Fødevarestyrelsen 20 mikrogram cadmium i 100 gram mørk chokolade, hvilket svarer nogenlunde til, hvad en voksen kan tåle at indtage dagligt.

Se også: Bil stjålet igen og igen: Ægtepar skal aldrig mere have nøglefri bil

VW: Ingen risiko for bilejere
Modsat tidligere skandalesager er Volkswagen ikke selv skyld i miseren denne gang. Den pågældende del af opladeren, der indeholder cadmium, er nemlig produceret af en underleverandør, og ifølge VW fremgår det ikke af leverandørens produktoplysninger, at delen indeholder tungmetallet.

Efter fundet af cadmium har Volkswagen derfor udskiftet delen med en ny fra en anden leverandør.

Det ændrer til gengæld ikke på, at der stadig er mange biler på vejene, der bliver ladet op med den problematiske batterilader. Ifølge Volkswagen er der dog ingen risiko for, at bilejerne kommer i kontakt med tungmetallet.

- Det pågældende relæ er installeret i et fast hus inde i batteriopladeren, som selv er lukket i et fast hus. Dette gør det muligt for Volkswagen at sikre, at ingen cadmium frigives i miljøet, og at ingen forbruger eller servicetekniker kan komme i kontakt med det, skriver koncernen i en pressemeddelelse.

Ifølge WirtschaftsWoche argumenterer den tyske transportmyndighed dog modsat for, at bilerne skal tilbagekaldes, fordi tungmetallet kan være miljø- og sundhedsskadeligt, når bilerne engang skal skrottes.

Den store Land Rover Defender er en af bare 10 identiske biler lavet specielt til filmen. Foto: Jaguar Land Rover Biler - 14. aug. 2018 - kl. 19:57 TV-kok køber monsterbil fra 007-film: 'Navnet er James, Gordon James'

63 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere