Giganter går sammen: Vil bygge 600.000 biler på konkurrentens teknik

Ford og Volkswagen skal i fremtiden samarbejde om elbiler og selvkørende teknologi

Ford og Volkswagen annoncerer nyt samarbejde. Video: AP

En amerikansk elbil, der skal bygges på en tysk platform og produceres i 600.000 eksemplarer.

Det er, hvad Ford får ud af den aftale, som bilgiganten har landet med Volkswagen-koncernen. Aftalen er en udvidelse af det eksisterende samarbejde mellem de to, der tog sin begyndelse tilbage i januar.

Dengang besluttede Ford og VW at arbejde sammen om at udvikle varebiler og pickupper, men allerede her åbnede man døren på klem for, at samarbejdet kunne vokse endnu større.

Med den nye aftale stikker de to giganter hovederne sammen på to nye områder - elbiler og selvkørende teknologi. Mens Ford får lov at bruge Volkswagens MEB-platform, får Volkswagen adgang til startup-virksomheden Argos selvkørende teknologi.

Det skriver Automotive News Europe.

En god forretning
Volkswagen har udviklet MEB-platformen specielt til elbiler og har længe tilskyndet konkurrenterne til at købe og bruge platformen på deres biler.

Første producent, der tog imod det tilbud, var det tyske startup e.Go Mobile, men ifølge Automotive News bliver Ford den første globale spiller, der adopterer teknologien.

Mediet skriver, at det kan udvikle sig til en ganske god forretning for Volkswagen. Aftalen med Ford kan alene sende op mod 20 mia. dollar (133 mia. kroner) mod VW-hovedkvarteret i Wolfsburg.

Ford går efter at have elbilen klar i 2023, og herefter er målet at bygge 600.000 eksemplarer i løbet af seks år. Den amerikanske bilgigant skal bruge de næste fire år på at udvikle elbilen og ikke mindst gøre en europæisk fabrik klar til produktionen.

Se også: Elektrisk kæmpeordre: Storby sender dieselbusser på porten

Samkørsel og varelevering
Volkswagen skyder samtidig 2,6 mia. dollar (17,2 mia. kroner) ind i Argo, så Ford og VW ejer lige mange aktier i selskabet. Tanken er, at Argo skal smelte sammen med VW's datterselskab AID, der ligeledes arbejder med selvkørende teknologi.

Det sender det samlede antal medarbejdere i Argo op på 700 og gør ifølge Reuters virksomheden til en af verdens største indenfor selvkørende teknologi.

Automotive News skriver, at Argos mål er at bygge biler, der opfylder Level 4 på den selvkørende skala. Det er niveauet under 100 procent egenrådighed, hvor bilen kan navigere af sig selv inden for afgrænsede områder. Det er i øvrigt samme niveau, som konkurrenten Waymo arbejder henimod.

Når Argos teknologi er klar, skal den bruges til varelevering og samkørsel. Ford og Volkswagen håber ifølge mediet, at deres partnerskab kan sætte skub i udviklingen af teknologien.

Se også: Farvel til et ikon: Sidste Boble ruller af samlebåndet

60 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere