En 39-årig mand blev onsdag eftermiddag så rasende i trafikken, at det endte med at koste en 47-årig mand en tur på skadestuen og ham selv en tur på politistationen.
Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
At flette i trafikken kan give anledning til uenigheder, og netop det var også årsagen til, hvorfor der i dette tilfælde opstod en uoverensstemmelse.
Onsdag eftermiddag kom den 47-årige med sin 50-årige kone kørende på Skanderborgvej i Viby. På et tidspunkt flettede vejen ind til ét spor på grund af vejarbejde, og så opstod problemerne og vejvreden.
Vejvrede endte med 21-årig kvinde flækkede 65-årigs øjenbryn
'Bagved kørte den 39-årige mand helt tæt på dem og var tydeligt frustreret over, at han ikke kunne komme forbi. Da der igen var to spor lidt længere fremme, overhalede den 39-årige indenom og satte sin bil på tværs af vejen foran den 47-åriges bil', skriver politiet i døgnrapporten.
Parterne begyndte at diskutere, hvorefter den 39-årige gik helt tæt på den 50-årige kvinde og råbte 'adskillige skældsord ad hende'. Hendes mand gik dernæst helt tæt på den 39-årige for at få ham væk, og så eskalerede situationen.
'Pludselig tog den 39-årige fat i den 47-åriges hånd og bed hårdt i hans finger, hvorefter han slog ham adskillige gange i ansigtet med knyttet næve, så den 47-årige til sidst væltede om på asfalten', skriver politiet.
Politiet blev tilkaldt, og en patrulje fik anholdt den 39-årige mand og sigtet ham for vold. Den 47-årige blev kørt til skadestuen, hvor han blev behandlet for mindre skader i ansigtet og i fingeren.
'Flyt dig, for helvede': Hver tredje har gjort vrede fagter i trafikken