Giulietta QV - den italienske elskerinde

En uge med Alfa Romeo Giulietta QV er som et had-kærlighedsforhold til en smuk, italiensk kvinde – der er de gode og de dårlige sider

Alfa Romeos Giulietta QV er en lækker bil, men med sine fejl. Derfor kan man godt elske den. (Fotos: Andreas Lang Hedegaard)
Alfa Romeos Giulietta QV er en lækker bil, men med sine fejl. Derfor kan man godt elske den. (Fotos: Andreas Lang Hedegaard)

I horisonten er solen på vej ned over Roskilde Fjord, og på vej ned bader den alt i i et gyldent lys. Alt er magisk og Alfa Romeo Giulietta QV viser sig fra sin absolut bedste side. Som en smuk og kælen italiensk elskerinde er den med på alt det frække. Vi har nemlig fundet et par bugtende og mennesketomme veje, hvor QV virkelig kommer til sin ret. Motoren er lånt fra den lille sportsvogn 4C, og de 1,8 liter yder 240 hk. Den trækker hårdt, og når den arbejder, følges den af et potent soundtrack i form af en hæs og sprød motorlyd.

Den ser godt ud, Alfa's nye Giulia. Men kan den holde, når den er udviklet på kun lidt over to år. (Fotos: Alfa Romeo) Biler Skal vi grine eller græde – Alfa's nye vidunder er udviklet på bare 2,5 år

Vejene varierer i højde, og de fleste sving passer til 2. og 3. gear, men fordi det har regnet hele dagen (ja, faktisk hele juli), er vejene stadig fugtige. Det sætter de to 225-brede 18 tommer fordæk på ekstremt hårdt arbejde, når de både skal styre og overføre 340 Nm til asfalten. På vej ud af 2. gears sving, kan man sagtens riste fordækkene, men med bare lidt omtanke kan man få afsindig fart på, og det er til dels takket være Alfa's elektroniske Q2-differentiale, der hjælper med at kontrollere kræfterne. Det virker hamrende effektivt, og bag rattet opleves QV som det rette mix af kontrolleret vildskab og sjov.

Der er ikke meget, der kan slå en forladt landevej og en QV med fuld tank.
Der er ikke meget, der kan slå en forladt landevej og en QV med fuld tank.

Motoren er bygget helt i aluminium og er derfor 22 kg lettere end den gamle QV-model med 235 hk. Vægtbesparelsen er vigtig, fordi kiloernespares lige over forhjulene. Det betyder, at man skal lede grundigt efter understyring på landevejen, og krængning er næsten ikke eksisterende, så italieneren er lynhurtig til at skifte retning. 
Den 240 hestes stærke motor har både en fed lyd, og så er den næsten fri for turbotøven.
Den 240 hestes stærke motor har både en fed lyd, og så er den næsten fri for turbotøven.

Betagende
Den nye Giulietta QV låner faktisk hele drivlinjen fra 4C, og det betyder, at QV kun fås med en 6-trins dobbeltkoblingsgearkasse som hos Alfa kaldes TCT. Den kommer til sin ret netop her ude på de små veje, hvor vi konstant ligger og cirkler mellem 2., 3., og 4. gear. Det er en fornøjelse, at mase speederen i bund, for der er næsten ingen turbotøven fra motoren, og lade sig suge ud af svinget, mens nålen på omdrejningstælleren farer mod 6500 omdr./min. Motoren trækker hårdt heroppe, og det føles som om, den gerne vil trække højere endnu, men elektronikken tillader det ikke, så det er bare at få smidt endnu et gear ind med skiftepalerne bag rattet. TCT-gearkassen skifter lynhurtigt, og netop på disse veje føler jeg, hvorfor Alfa Romeo fra tid til anden kan noget helt specielt, som er svært ikke at lade sig betage af.

Den tredje pedal
Test-ugen startede ellers anderledes, for den manglende koblingspedal bliver til et afsavn i hverdagen, som du mærker allerede fra de første meter. Ligesom alle andre Alfa-modeller har Giulietta QV tre forskellige køreprogrammer, All-weather, Neutral og Dynamic. Og der er et eller andet i den måde speeder og gearkasse er kalibreret på i Neutral, som irriterer mig. De første 25 procent af speederens vandring er næsten overflødige, og det betyder, at du, når du skal lave en frisk start, ofte oplever, at du ikke får den ønskede power, og som alle mænd ville gøre, træder du derfor  ekstra på pedalen, og så kommer der pludselig alt for meget effekt, så du bliver til ham idioten, der altid sætter i gang med hjulspind.

Interiøret ser lækkert ud, men kvaliteten lever ikke op til prisen på over en halv million.
Interiøret ser lækkert ud, men kvaliteten lever ikke op til prisen på over en halv million.

Det tidspunkt hvor gearkassen vælger at skifte gear på ved lav fart er heller ikke elegant. Giulietta QV starter ved 506.000 kr., så en glidende fremfærd burde være at forvente, og flere af konkurrenterne har altså bedre styr på deres dobbeltkoblingsgearkasser. Selv om det er problemer i småtingsafdelingen, ville jeg stadig ønske, at jeg bare havde en kobling og en gearkasse, for det ville løse problemet.

Biler Firmabilen til dig, der elsker biler

Små ridser
Der er andre sider af Giulietta QV, som ikke heller ikke er så charmerende. Bilen vi har til test, har rundet 20.000 km, og i undervogn, bremser og drivlinje føles den frisk og solid, men der er steder i kabinen, hvor den ikke lever op til prisen. Sammen med faceliftet i 2014, ændrede man den store stribe af metal, som løb hen over instrumentbordet til plastik. Det er en skam, for plastikken ser godt ud, men det føles ikke lækkert. Konsollen mellem forsæderne er lavet i noget skrabet, hårdt plastik, som efterhånden er blevet ridset, og så driller nøglelåsen hver gang, du skal have den ud. Forsæderne er hamrende fede, og når du skruer dig ned i dem, er det svært ikke at tænke på ræs. Til gengæld er der så ingen benplads til bagsæde-passagerene.

Forsæderne er fede, og krammer dig tæt, men det er på bekostning af bagsædepassagerne, som mister deres benplads.
Forsæderne er fede, og krammer dig tæt, men det er på bekostning af bagsædepassagerne, som mister deres benplads.

Det er små ridser i lakken, og måske netop fordi, det er en Alfa, der jo har et særligt ry, er jeg mere opmærksom på de små ting. Men en italiensk dame skal ikke være nem hele tiden, ellers ville det bare blive kedeligt, og Alfa Romeo Giulietta QV er alt andet end kedelig.

22 kommentarer
Vis kommentarer