Gør du dette med elbilen? - Det kan ende med en brand i huset

Vælger man at bruge nødkablet til sin hybrid- eller elbil, kan det potentielt være farligt

Det er farligt at bruge bilens nødlader uden at kende elinstallationen, der leverer strømmen. De færreste huse er gearet til at lade korrekt, og elbilejeres lette løsninger er ikke altid lovlige. Foto: FDM
Det er farligt at bruge bilens nødlader uden at kende elinstallationen, der leverer strømmen. De færreste huse er gearet til at lade korrekt, og elbilejeres lette løsninger er ikke altid lovlige. Foto: FDM

El- og plugin-hybridbilejere skal tænke sig godt om, inden de sætter bilens nødlader-kabel i stikkontakten. Forkert brug af den såkaldte ’mormorlader’ kan nemlig ende yderst farligt. Det viser test, FDM har lavet af de måder, som mange bruger bilens nødlader på.

Det skriver FDM i en pressemeddelelse.

Ifølge FDM er det især for at slippe for at betale 10-15.000 kr. for en korrekt installeret ladeboks, at mange el- og plugin-hybridbilejere i stedet vælger at lade med bilens nødlader-kabel. Men det kan være både dumt og farligt, advarer FDM, der understreger, at det potentielt kan betyde, at ens hus bryder i brand.

Årsagen til den store fare er de mange ampere, som nødladerne lader med, og som langt overstiger de 6 ampere, som en almindelig stikkontakt kan tåle at blive belastet med.

Se også: Her er det blevet lettere at køre elbil

FDM understreger samtidig, at det ikke er usædvanligt at se en stikdåse eller kabeltromle tilsluttet, hvis kablet ikke kan nå mellem bil og hus. Men det skal man også holde sig fra, for det er ulovligt og gør kun opladningen mere farlig.   

FDM's test viste, at belastningen betød, at ledningerne hurtigt nåede en temperatur på omkring 70 grader, og de smelter ved 80-90 grader. Ved opladning med et nødlader-kabel med 16 ampere tog det bare 15 minutter, inden kablet inde i væggen nåede 108 grader. Herefter afbrød FDM forsøget.

- De fleste elinstallationer i huse og sommerhuse er ikke dimensioneret til at trække den strøm, der er behov for til at oplade en elbil eller plugin-hybrid. Hvis man så alligevel bruger nødladeren i mange timer, kan der udvikles meget varme, der kan gøre skade på husets elinstallation, siger Tom Westersø Larsen, tekniker i FDM.

- De færreste ved, hvad der er på den anden side af stikkontakten inde i væggen. Hvis der er tynde ledninger, bliver de med stor strømstyrke hurtigt varme, og så kan det nemt gå helt galt og ende med en brand i huset som følge af forkert brug af nødlader-kabel, siger han.

Uvidenhed
Nogle vælger at bruge mormorkablet for at spare penge, mens andre er i tvivl om, hvad de må og ikke må. FDM får dagligt henvendelser om opladning af el- og plugin-hybridbiler. Også på sociale medier har FDM set flere eksempler på ulovlige og uansvarlige lademuligheder.

- Man skal betragte nødladeren som et reservehjul i bilen. Det skal egentlig bare være der og kun benyttes, hvis der ikke er andre muligheder, og kun hvis elinstallationen, hvor der trækkes strøm fra, er beregnet til el- og hybridbilsopladning, siger Tom Westersø Larsen.

Kører man el- eller plugin-hybridbil, anbefaler FDM, at man investerer i en korrekt installeret ladeboks eller som minimum få en elinstallation med fejlstrømafbryder type B. Den opfylder lovkrav ved alle typer nødladere.

Se også: Gør du også dette i bilen i coronatiden? Det er en dårlig idé

204 kommentarer
Vis kommentarer