'Grøn' bil dumper miljøtest: - Den bør lægges i graven

Til gengæld så imponerer lille Seat-SUV ved næsten ingen udledning af skadelige emissioner lokalt, viser ny Green NCAP-test

Fiat prøver at få Panda til at tage sig mere grøn ud, men den mission har slået fejl. Foto: Fiat
Fiat prøver at få Panda til at tage sig mere grøn ud, men den mission har slået fejl. Foto: Fiat

Hvor grønne og miljøvenlige er nye biler? Det får vi et fingerpeg om i det nye europæiske Green NCAP-program. Siden februar har organisationen testet i alt 20 bilers miljø- og klimaegenskaber, hvoraf de tre er med i årets sidste test. Det skriver FDM i en pressemeddelelse.

Her står det helt skidt til hos Fiat, hvor modellen Panda underpræsterer i alvorlig grad.

Bilen blev i en ren benzinudgave testet til 0 stjerner i den første Green NCAP-test tidligere på året, og denne gang er modellen repræsenteret i en ’grøn’ bi-fuel udgave, hvor den både kan køre på benzin og gas, og den model får to stjerner.

CNG-gassen skal få den til at tage sig mere grøn ud, men resultatet er dog kun marginalt bedre end første test, og Fiat Panda er stadig kulsort, når det gælder udledningen af skadelige stoffer i Clean Air Index.

Se også: Derfor er danskerne skeptiske over for elbiler

- Selv med hjælp fra CNG-gas klarer Fiat Panda testen ekstremt dårligt. Der er tydeligvis ikke styr på udledningen af skadelige emissioner, der er 20 gange højere, når bilen kører på benzin end på gas. Selv med den slags krumspring er det en bil, der på alle måder har overskredet sidste salgsdato, og som Fiat bør lægge i graven snarest muligt, siger Lone Otto, leder af FDMs tekniske rådgivning, i pressemeddelelsen.

Den testede udgave af Fiat Panda bi-fuel fås ikke i Danmark, men er udbredt i især Sydeuropa, hvorfor Green NCAP har valgt at teste den.

Næsten ingen skadelige stoffer
Hvor Panda skuffer, klarer Seat Arona (1.5 TSI) sig bedst med fire Green NCAP-stjerner efterfulgt af Skoda Octavia (2.0 TDI DSG) med tre stjerner.

Den lille Seat-SUV, der blev Årets Bil i Danmark i 2018, imponerer i testens såkaldte Clean Air Index, der omhandler udledningen af skadelige emissioner som NOx og partikler. Her scorer Seat Arona 9,8 point ud af ti mulige, hvilket umiddelbart rækker til de maksimale fem Green NCAP-stjerner. Derimod trækker bilens energieffektivitet og dermed CO2-udledning det samlede resultat ned på de fire stjerner.

- Seat Arona er overordnet set en grøn bil, og testen af den viser, at de nyeste biler lokalt næsten ikke udleder nogen skadelige stoffer. Det er tydeligt, at det er noget, bilproducenterne har stort fokus på. Til gengæld er der stadig et stykke vej op til elbiler, når det gælder deres energieffektivitet, siger Lono Otto.

- Det samme gælder Skoda Octavia, der også klarer testen godt, men ikke helt så godt. Det er tydeligt, at det ikke er den allernyeste generation dieselmotor, som sidder under hjelmen. Skoda har ganske vist fået styr på udledningen af skadelige stoffer som kulbrinter og partikler, men det kniber med NOx-udledningen, og det betyder, at den er et godt stykke fra de nyeste og reneste dieselmotorer, siger hun.

Se også: Elbiler stiger markant i pris: - Det er helt forkert

17 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere