Grøn bil i imponerende bedrift: Rækkevidde på over 1000 km

En brintbil fra Toyota har præsteret at køre over 1000 km på en enkelt optankning

Brintbilen Mirai har slået verdensrekord for rækkevidde på en enkelt optankning. Foto: Toyota
Brintbilen Mirai har slået verdensrekord for rækkevidde på en enkelt optankning. Foto: Toyota

Der er meget snak om elbiler og andre opladelige biler, men de to muligheder er ikke de eneste bud på en grønnere fremtid for transport og bilkørsel.

Flere bilproducenter satser også på biler, som kan køre på brint, og nu har Toyota slået en verdensrekord for brintbiler.

Den japanske bilgigant har nemlig præsteret at køre over 1000 km på en enkelt optankning i den nye anden generation af modellen Mirai, hvilket ingen anden brintbil har præsteret før.

I sidste uge lykkedes det nemlig for et team af fire kørere at tilbagelægge over 1000 km på franske veje på en enkelt tankfuld brint i den nye Mirai. Dermed overgår Toyota Mirai den tidligere verdensrekord på 887 km, der ellers blev sat få uger tidligere i Australien.

Sådan blev der kørt
Rekordforsøget blev igangsat tidligt om morgenen 26. maj fra en brinttankstation i udkanten af Paris og sluttede efter præcis 1003 km kørsel på samme tankfuld brint.

Toyota oplyser, at der hovedsageligt blev kørt på offentlig vej sydvest for Paris i regionerne Loir-et-Cher og Indre-et-Loire, og strækningen og forbruget blev nøje overvåget af en uafhængig myndighed fra det franske justitsvæsen.

Rekorden blev opnået med 'øko-kørestil' og krævede derfor ifølge Toyota ikke særlige teknikker, som almindelige mennesker ikke selv ville kunne opnå med et lignende resultat.

Der var stadig brint i tanken ved afslutningen af forsøget, hvor bilens informationsdisplay viste, at der var ni kilometer rækkevidde tilbage.