Grøn tænketank: Behold den gamle smadderkasse, hvis du vil køre grønt

Din gamle bil skal bruge særdeles meget brændstof, før det giver en øjeblikkelig klimagevinst at skifte den ud med en ny, påpeger tænketank

En typisk bil udleder ifølge Concito omkring tre tons CO2 om året, mens produktionen af en ny sluger mellem 10 og 15 tons. Foto: Colourbox
En typisk bil udleder ifølge Concito omkring tre tons CO2 om året, mens produktionen af en ny sluger mellem 10 og 15 tons. Foto: Colourbox

Kan bilen nu også klare to år mere?

Det spørgsmål kan man nemt komme til at tumle med som bilejer, når indkaldelsen til det periodiske syn dumper ind ad brevsprækken, og valget står mellem en større klargøring eller en ny bil.

Men hvis kærligheden til den gamle traver forsvandt med det elektriske rudehejs og bilens evne til at køle kabinen, så giv den i stedet en chance til for klimaets skyld.

Sådan lyder den overraskende opfordring fra den grønne tænketank Concito, til trods for at nye biler kører længere på literen og generelt er mere miljørigtige end tidligere.

CO2-tung produktion
Ifølge Torben Chrintz, der er videnskabelig klimarådgiver hos Concito, skal forklaringen findes længe før, bilernes udstødningsgas rammer cyklisterne langs landets overbelastede indfaldsveje.

- Produktionen af en ny bil koster isoleret set mellem 10 og 15 tons CO2, når vi medregner hele forsyningskæden. Til sammenligning udleder en typisk bil omkring tre tons om året. Man skal dermed køre rigtig mange kilometer årligt eller have en bil med virkelig dårlig brændstoføkonomi, før det med klimabrillerne på kan svare sig at købe en ny bil, siger Torben Chrintz i en pressemeddelelse.

Der går med andre ord lang tid, før man kan begynde at høste klimagevinsten ved at købe en mere miljørigtig bil. Først i det tilfælde, hvor man tilbagelægger 25.000 kilometer om året i en bil, der kører under 14 km/l, vil man ifølge tænketankens klimarådgiver gøre miljøet en tjeneste her og nu ved at skifte den ud med en fabriksny vogn.

- Derfor opfordrer vi alle til at vedligeholde bilen så godt som muligt, tilføjer Torben Chrintz i pressemeddelelsen.

Se også: Uber vil være dieselfri: Indbyggerne i denne europæiske storby skal betale

Vognparken er blevet yngre
Problemet er bare, at der tilsyneladende er flere og flere, der springer synsklargøring og mekanikerregninger over og snupper en ny bil hos forhandleren.

Tidligere på året skrev Danmarks Statistik, at den danske vognparks gennemsnitsalder ligger på det laveste niveau siden 2003. Den er faldet støt siden 2011, hvor den lå på 9,4 år, til i dag, hvor de danske personbiler i gennemsnit har været 8,8 år på vejene.

Det er et tegn på, at det går godt for danskernes økonomi, men bilerne kunne måske i nogle tilfælde leve længere, hvis de blev passet bedre på. Det mener i hvert fald direktøren for rustbeskyttelseskæden Dinitrol, Morten Geisler Schouboe, der ser en tendens til, at mange bilejere springer det forebyggende indgreb over.

- Hvis flere danskere beskyttede deres bil mod rust, kunne vi skære ned på det samlede CO2-udslip, siger han i pressemeddelelsen.

Analyseinstituttet YouGov har for nylig lavet en rundspørge for kæden, hvor 56 procent af de adspurgte svarede, at de havde givet deres bil en rustbeskyttelse.

Se også: Hård kritik af Skat og politiet: For mange bilvrag på de danske veje

29 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere