Gyldne tider: 25.000 Porsche-ansatte får kanonhøj bonus

Bilfabrikanten fejrer en rekordvækst i Asien og uddeler derfor klækkelige bonusser til ansatte fra fabriksgulvet til ledelsesgangen

Det er sandsynligvis lidt sjovere at samle biler hos den tyske sportsvognsproducent Porsche i denne måned. Lønnen er i hvert fald ekstra god. Foto: Porsche
Det er sandsynligvis lidt sjovere at samle biler hos den tyske sportsvognsproducent Porsche i denne måned. Lønnen er i hvert fald ekstra god. Foto: Porsche

Marts måned nærmer sig sin afslutning, og allerede nu glæder mange sig formentlig til lønchecken 1. april.

For 25.000 ansatte hos bilkoncernen Porsche er glæden formentlig en anelse større end normalt. For når lønnen dumper ind, er det samtidig med en glædelig overraskelse: Arbejdsgiveren har nemlig besluttet at uddele klækkelige bonusser på helt op til 72.400 kroner for at fejre sidste års succes.

Den tyske sportsvognsproducent leverede fire procent flere biler sidste år end året før. Samtidig steg omsætningen med 10 procent til 192,5 mia. kroner, hvilket efterlod ledelsen med en nettoprofit på enorme 32 mia. danske kroner.

- 2018 var ekstremt udfordrende og pressede i periode vores team til det yderste. På trods af det var vi stadig i stand til at overgå de forrige års fremragende tal for omsætning, profit og levering, siger Oliver Blume, der er bestyrelsesformand i Porsche AG, i en pressemeddelelse.

Også stor bonus sidste år
Porsche har efterhånden en tradition for at give medarbejderne bonusser. Sidste år fik de ansatte i koncernen også omkring 70.000 kroner i forbindelse med et godt resultat, og fordi koncernen fejrede sin 70-års fødselsdag.

Beløbet varierer fra ansat til ansat og udregnes på baggrund af antallet af arbejdstimer og år i koncernen. De almindelige lønniveauer spiller altså ikke ind på størrelsen af den enkelte bonus, oplyser koncernen.

- Det er sådan, vi forstår lige muligheder. Vi ved, at hver eneste ansatte i firmaet bidrager til vores succes, og vores tilgang til de her bonusser afspejler den erkendelse, siger Andreas Haffner, der er medlem af Porsches HR-bestyrelse.

Selve bonussen bliver udbetalt kontant, mens godt og vel 5000 kroner indsættes på den ansattes pensionskonto.

Se også: Slut med spritkørsel: Snart stopper Volvoen, hvis man er fuld

Stor stigning i medarbejderstaben
Sidste år voksede antallet af ansatte i Porsche-koncernen med ni procent, så der ved udgangen af året var 32.325 medarbejdere fra fabriksgulv til ledelseslokaler.

I løbet af året rullede 256.255 nybyggede biler ud af Porsches fabrikker. Og mens salget faldt med fire procent i Europa, steg det med hele 12 procent i Kina, som er bilproducentens største marked.

De mest populære modeller var SUV’en Macan og familiebilen Cayenne.

Se også: Japanske bilgiganter går sammen om 'grønne' biler

26 kommentarer
Vis kommentarer