Hævder bilgigant bruger snydeprogram: Risikerer bøde på 117 milliarder

Det amerikanske miljøbeskyttelsesagentur EPA hævder, at Volksvagen med vilje har installeret 'snyde-programmer i deres biler. Nu risikerer bilproducenten gigantbøde

Volkswagen risikerer en voldsom
Volkswagen risikerer en voldsom

Svimlende 117 milliarder.

Så meget risikerer den tyske bilgigant at skulle betale i bøde, hvis de bliver fundet skyldig i en stor amerikansk bilskandale.

Sent fredag har det amerikanske miljøagentur (EPA) meldt ud, at Volkswagen er under mistanke for at have snydt med satserne for 482.00 diesel-bilers udslip og de såkaldte nitrogenoxider (NOx-gas).

Det skriver AP.

Ifølge miljøagenturet har Volkswagen installeret en række snydeprogrammer, der har sørget for, at diesel-bilernes forureningsudslip har været lavere under testene, end de i virkeligheden er.

Når bilerne var trillet ud fra testanlægget og ud til forbrugerne, var programmet ikke længere aktiveret. Det betød, bilerne udledte op til 40 gange så meget forurening som det tilladte niveau.

Derfor kræver EPA nu en bøde til Volkswagen 37.500 dollars i bøde pr. bil - et beløb, der løber op på svimlende 117 milliarder danske kroner.

- EPA er forpligtet til, at alle bilfirmaer spiller ud fra de samme regler, siger EPA's såkaldte assistant administrator for enforcement and compliance assurance, der samtidig tilføjer, at det såkaldte 'snydeprogram' er ulovligt og en trussel på folkesundheden.

Volkswagen: Ingen kommentarer
Bilgiganten har stadig ikke ønsket at kommentere beskyldningerne, men udtrykker blot, at de i øjeblikket samarbejder med efterforskerne.

Volkswagen ejer også Audi, og ifølge EPA er det følgende modeller, der er berørt:

- Volkswagen Jetta (modeller fra 2009-15)

- Volksvagen Beetle (modeller fra 2009-15)

- Audi A3 (modeller fra 2009-15)

- Volksvagen Golf (modeller fra 2009-15)

- Volksvagen Passat (modeller fra 2014-15)

Der er udelukkende tale om modeller, der er solgt i USA, så der er ingen grund til at droppe weekendplanerne, hvis du har en Volkswagen eller en Audi.

Mens undersøgelserne er i gang, kan de amerikanske bilejere stadig køre rundt i deres biler. De nye oplysninger udgør ingen sikkerhedstrussel, og derfor bliver de ikke tilbagekaldt.

Alligevel har EPA bedt Volkswagen om at finde en holdbar løsning, der kan afhjælpe problemet på de mange biler, der allerede er på vejene.

Alvorligt lovbrud
Ikke overraskende bliver EPA nu hyldet af miljøorganisationer verden rundt, mens Volkswagen får en over snuden.

- Det er i sandhed forfærdeligt, hvis Volkswagen med vilje har installeret software, der har produceret mere smog end, hvad testene har vist, siger Clean Air Watchs præsident Frank O'Donnell til nyhedsbureauet AP.

Nyhedsbureauet har også talt med ekspert på området for Consumer Reports Ellen Bloom, og hun kalder Volkswagens formodede svindel for et alvorligt lovbrud.

- Volkswagen har snydt forbrugerne og samtidig skadet miljjøet. Bilproducenten har tydeligvis installeret et program, der har sørget for, at de slipper mere forurening ud, end de har reklameret med. Det er oprørende.

- Samtidig vil vi gerne hylde EPA, som har slået ned på dette. Det sender et klar signal til bilproducenterne, som forsøger at omgås reglerne, siger Ellen Bloom.

129 kommentarer
Vis kommentarer