Har du brudt loven? Nu bliver en række 'køretøjer' lovlige i trafikken

- Vi slipper dem ikke løs i trafikken uden at tage hensyn til trafiksikkerheden, siger transportministeren

Tidligere har det været ulovligt at køre på små elektriske køretøjer som hoverboards, men det bliver der lavet om på med ny lov. Foto: Colourbox
Tidligere har det været ulovligt at køre på små elektriske køretøjer som hoverboards, men det bliver der lavet om på med ny lov. Foto: Colourbox

Formentlig har du allerede stiftet bekendtskab med dem ude i gadebilledet. De små køretøjer med elmotorer såsom løbehjul, skateboard og de såkaldte hoverboards.

Men faktisk er det ulovligt at køre på den slags eldrevne køretøjer i trafikken.

Det vil alle Folketingets partier dog lave om på med en ny lov, der netop er blevet vedtaget.

Loven skal imødekomme nye køretøjstyper på færdselslovens område.

Det oplyser Transportministeriet i en pressemeddelelse.

Inden for de seneste år har der været en stor udvikling på markedet med de små motoriserede køretøjer. I sagens natur har det ført til, at flere personer er hoppet med på bølgen, men køretøjerne har ikke været omfattet af færdselsloven, og derfor har de faktisk ikke lovligt kunne bruges på cykelstier, fortove og veje.

Men nu har alle Folketingets partier stemt for regeringens forslag, der skaber bedre rammer for, at man kan bruge de små motoriserede køretøjer lovligt.

- De nye transportformer sikrer borgerne en større fleksibilitet. Jeg mener derfor, at vi skal omfavne de nye teknologier på en kontrolleret måde. Og når vi så fastsætter regler for brugen af de fleksible transportformer, er det vigtigt for mig at understrege, at vi ikke slipper dem løs i trafikken uden at tage hensyn til trafiksikkerheden, siger Ole Birk Olesen (LA), transport-, bygnings- og boligminister.

Se også: Ni ud af ti bilister overser cyklister i mørket

Lovlige i forsøgsordninger
Med lovforslaget kan ministeren på bekendtgørelsesniveau fastsætte nærmere krav til, hvordan de forskellige små motoriserede køretøjer kan bruges.

Det kan bl.a. være bestemmelser om, hvor køretøjerne må færdes for eksempel på cykelstier, fastsættelse af hastighedsgrænser eller topfart, alderskrav, krav om lygteføring, krav om hjelm og krav om andet sikkerhedsudstyr.

- Da vi ikke har erfaringer med de nye køretøjstyper på færdselslovens område, mener jeg, at det er mest forsvarligt, at vi i første omgang lovliggør dem i forsøgsordninger. Her er det en fordel, at reglerne fastsættes på bekendtgørelsesniveau, fordi det er en smidig reguleringsform, hvor reglerne let kan blive tilpasset, efterhånden som vi får mere erfaring med området, siger Ole Birk Olesen.

Forsøgsordningerne evalueres løbende, og ministeren inddrager Folketingets Transportudvalg, inden bekendtgørelserne udstedes.

Se også: Politiet langer ud efter 'egoistisk kørsel': - Det er himmelråbende tåbeligt

38 kommentarer
Vis kommentarer