Har du lagt mærke til det? Nu kommer der flere biler på vejene

Trafikken stiger i takt med samfundets gradvise genåbning

Sådan så der ud på vejene dagen efter nedlukningen af Danmark blev annonceret, og nu begynder trafikken langsomt at vende tilbage til de danske veje. Foto: Henning Hjorth
Sådan så der ud på vejene dagen efter nedlukningen af Danmark blev annonceret, og nu begynder trafikken langsomt at vende tilbage til de danske veje. Foto: Henning Hjorth

I knap halvanden måneds tid har der på grund af coronakrisen og den delvise nedlukning af Danmark været væsentligt mindre trafik på vejene.

Nu åbnes landet dog gradvist igen, og det betyder, at trafikken så småt vender tilbage.

Selv om trafikken på de store veje stadig ligger markant under sit normale niveau, så er den steget støt, siden regeringen varslede en gradvis genåbning af samfundet, og tirsdag i uge 17 blev der registreret det højeste trafikniveau på statsvejene i halvanden måned. 

Det oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

- Når vi nu langsomt begynder at åbne samfundet igen, vil det naturligt også medføre flere biler på vejene. Jeg er derfor ikke overrasket over, at trafikken igen stiger på statsvejene. Den stigende biltrafik kan være et signal om, at de, som er nødt til at komme tilbage på arbejde, har fundet alternativer til den kollektive transport, og i det omfang, det er tilfældet, vil jeg gerne takke danskerne for at vise dette hensyn, siger transportminister Benny Engelbrecht i pressemeddelelsen.

- Det giver mig dog samtidig anledning til at gentage regeringens opfordring om, at virksomheder, som har mange ansatte, der bruger den kollektive transport, arbejder på at lade deres ansatte møde på forskellige tidspunkter, siger han videre.

Se også: Nu bliver det lettere at lade elbilen på Bornholm

Pendlerne vender tilbage
Vejdirektoratets opgørelse viser, at det er privatbilismen, som er i stigning. Hvor den for nogle uger siden lå mere end 45 procent under sædvanligt niveau, så var der i tirsdags 28 procent færre privatbiler på vejene end på en normal tirsdag.

- Vi er stadig på et lavt niveau i forhold til normale forhold. Men tallene viser tydeligt, at samfundet langsomt bevæger sig tilbage mod en eller anden form for normaltilstand. Flere og flere private arbejdspladser og offentlige institutioner bliver genåbnet i denne tid, og det ses også ude på vejene, siger Kasper Rosenstand, afdelingsleder i Vejdirektoratet.

Samtidig ligger både varebilstransporten og de store lastbiltransporter på det sædvanlige niveau – og visse dage endda en lille smule over. 

- Vi er stille og roligt ved at få pendlerne tilbage. De store godstransporter har hele tiden været til stede på vejene i stort set uændret niveau. Det er dem, der har transporteret varer, gods og tjenesteydelser på tværs af landet under coronakrisen, siger Kasper Rosenstand.

Se også: Bilforhandlere forventer drastisk nedgang: - Det rammer hårdt

80 kommentarer
Vis kommentarer