Har været til salg i få måneder: Nu er den udsolgt

Den nye Toyota Rav4 Plug-in Hybrid er udsolgt, lyder meldingen fra Toyota, der åbnede for salget i april

Den nye Toyota Rav4 Plug-In hybrid er en populær vare, og nu er modellen udsolgt. Foto: Toyota
Den nye Toyota Rav4 Plug-In hybrid er en populær vare, og nu er modellen udsolgt. Foto: Toyota

I april åbnede Toyota for salget af den nye plug-in hybridudgave af SUV'en Rav4, og her godt et par måneder senere melder bilgiganten nu udsolgt for resten af året af den opladelige SUV.

Det skriver Toyota i en pressemeddelelse.

Danmark er et af de første lande til at introducere Rav4 Plug-in Hybrid, men en begrænset produktion i år har gjort, at der højst når at trille et trecifret antal biler ind over den danske grænse begyndende fra september. Efter nytår vil produktionen stige og dermed også antallet af biler til levering i Danmark.

Hurtig sag
Rav4 Plug-in Hybrid kommer altid med firehjulstræk uanset udstyrsvarianten, og drivlinjen består af to elmotorer - en til forhjulene og en anden til baghjulene - der i kombination med den samme 2.5-liters benzinmotor, som også ligger i den almindelige hybridudgave af Rav4, samlet set yder 306 hestekræfter. Det sender Rav4 Plug-in Hybrid fra 0 til 100 km/t. på 6,2 sekunder og gør den til den kraftigste Rav nogensinde.

Se også: Bor du her? Så betaler du meget for din bilforsikring

Plug-in hybridbilen manglede i april ved afsløringen af priserne fortsat at blive typegodkendt, hvorfor rækkevidden på ren el og forbrugstallene ikke var endelige.

Siden da er typegodkendelsen kommet. Rækkevidden på ren el for Rav4 Plug-in Hybrid er målt til 75 km, mens bilens brændstoføkonomi - der altid er lidt speciel, når der er tale om en plug-in hybrid - lander på 100 km/l med en CO2-udledning på 22 g/km.

Da Toyota åbnede for forsalget i Danmark i foråret skete det til priser fra 548.990 kr. for udgaven med navnet H3 Premium. Det er endnu uvist, hvad prisen bliver efter nytår, men som det ser ud lige nu, vil afgiften og dermed også prisen stige.

Toyota har derfor valgt at vente med at åbne for forudbestillinger af Rav4 Plug-in Hybrid til levering i 2021.

Man kan dog blive skrevet på en venteliste, så man bliver kontaktet, så snart det er muligt at tage imod bestillinger. Der er ingen forpligtelser eller udgifter forbundet med at stå på ventelisten. Det er også stadig muligt at bestille og få leveret den almindelige Rav4 med enten benzinmotor eller som hybridbil inden for kort tid.

Se også: Nu er Tesla verdens mest værdifulde bilmærke

83 kommentarer
Vis kommentarer