Her er årets fem bedste biler

Elbilerne Hyundai Kona Electric og Jaguar I-Pace er blandt finalisterne til titlen som Årets Bil i Danmark

De fem biler, som går videre til finalerunden af Årets Bil 2019 er fra venstre Ford Focus, Hyundai Kona Electric, Jaguar I-Pace, Kia Ceed og Peugeot 508. Foto: Lars Krogsgaard
De fem biler, som går videre til finalerunden af Årets Bil 2019 er fra venstre Ford Focus, Hyundai Kona Electric, Jaguar I-Pace, Kia Ceed og Peugeot 508. Foto: Lars Krogsgaard

Det er et historisk felt af finalister, som skal kæmpe om at blive Årets Bil i Danmark 2019.

Hele to elbiler blev nemlig stemt ind i finalegruppen på fem, da en jury på en snes medlemmer fra Motorjournalisternes Klub i Danmark over to dage testede 23 nylancerede bilmodeller på FDM Jyllandsringen i Silkeborg.

Det drejer sig om den høje Hyundai Kona Electric og den sportslige Jaguar I-Pace, mens resten af feltet består af firmabilsnyheden Peugeot 508 samt de to mellemklasse-modeller Kia Ceed og Ford Focus. Det er derfor et felt, som spænder meget bredt.

Vi gennemgår herunder de fem biler, hvoraf blot én vil blive kåret som vinder ved et stort arrangement i København onsdag 23. januar næste år.

Hyundai Kona Electric

Hyundai Kona Electric klarer 482 km på en opladning og byder på fornuftige priser og masser af udstyr. Foto: Lars Krogsgaard
Hyundai Kona Electric klarer 482 km på en opladning og byder på fornuftige priser og masser af udstyr. Foto: Lars Krogsgaard

Den høje Hyundai Kona Electric ligner svaret på mange danskeres drømme om elbiler. Bilen har en reel rækkevidde på 312 eller 482 kilometer alt efter batteripakke – målt efter den nye og mere retvisende WLTP-testmetode.

Prisen begynder ved 270.000 kroner med den mindste batteripakke på 39,2 kWt, mens Kona Electric koster 300.000 kroner med det største batteri på 64 kWt.

De første erfaringer med Kona Electric viser, at den lovede rækkevidde holder et langt stykke af vejen. Læg dertil et pænt basisudstyr og køreegenskaber, som er rimelige. Interiøret opleves dog noget sterilt og klinisk. Basisudgaven 'Trend' byder på en sikkerhedspakke, der blandt andet har nødbremse med fodgængergenkendelse, vognbaneassistent og adaptiv fartpilot.

En af ulemperne ved Kona er, at det er en lille bil med begrænset plads på bagsædet og i bagagerummet.

Jaguar I-Pace

Den gadgetlækre Jaguar I-Pace har en rækkevidde på 480 km og sportslige køreegenskaber. Foto: Lars Krogsgaard
Den gadgetlækre Jaguar I-Pace har en rækkevidde på 480 km og sportslige køreegenskaber. Foto: Lars Krogsgaard

Den nye Jaguar I-Pace er ikke alene en høj elektrisk crossover. Det er også den første elbil, der byder på skarpe sportslige køreegenskaber kombineret med en reel rækkevidde på 480 kilometer efter WLTP-testmetoden.

Med en startpris på 720.000 kroner er I-Pace en klar premiumbil, men den vandt alligevel mange hjerter blandt jurymedlemmerne. Ikke mindst fordi designet dækker over et køretøj, der er tænkt som elbil fra bunden.

Det mærkes på køregenskaberne, som nærmest kan måle sig med en Jaguar med almindelig forbrændingsmotor, når bilen er indstillet i køreprogrammet 'Sport'. Her klares 0-100 km/t. på bare 4,8 sekunder, mens topfarten er 200 km/t. Samtidig er der plads i ministerklassen på bilens bagsæde.

Gearskiftet klares med små trykkontakter i midterkonsollen, som opleves noget bøvlede, mens betjeningen af instrumenterne til gengæld er ren intuitiv hightech.

Peugeot 508

Peugeot 508 byder på lækkert design, pæne køreegenskaber og masser af avanceret udstyr til prisen. Foto: Lars Krogsgaard
Peugeot 508 byder på lækkert design, pæne køreegenskaber og masser af avanceret udstyr til prisen. Foto: Lars Krogsgaard

Den nye Peugeot 508 opleves nærmest som en elegant håndsyet herresko. Den er det franske mærkes bud på en firmabil og kommer som enten femdørs hatchback eller stationcar.

Priserne begynder ved godt 300.000 kroner for basismodellen ’Active’ med en dieselmotor på 130 hk. Til den pris får du en bil, der er udstyret med Peugeots fuldt digitale i-cockpit, hvor berøringsskærme og klaveragtige knapper spiller sammen med et hævet instrumentbord og et lille rat.

Mulighederne for at udstyre bilen med avanceret udstyr er store, mens køreegenskaber og komfort er glimrende – uden dog at sætte nye standarder.

Peugeot 508 har det minus, at den billigste benzinversion har 180 hestekræfter og begynder ved 380.000 kroner. Der er ikke umiddelbart udsigt til mindre benzinmotorer, men Peugeot er på vej med en pluginhybrid, der kombinerer en benzin- og elmotor.

Kia Ceed

Kia Ceed er et solidt bud på en mellemklasse-model, der ikke sætter et ben forkert. Foto: Lars Krogsgaard
Kia Ceed er et solidt bud på en mellemklasse-model, der ikke sætter et ben forkert. Foto: Lars Krogsgaard

Solid kan man med rette kalde den nye Kia Ceed, der er vokset en tand i forhold til forgængeren og er blevet mere velkørende.

Under huden gemmer der sig en afbalanceret mellemklasse-bil, der gør det godt i alle discipliner og byder på pænt med avanceret udstyr. Tag bare den adaptive fartpilot med køassistenten 'Lane Following Assist'. Den gør bilen i stand til selv at blive mellem midterstriberne og automatisk følge trafikken fra 0 til 130 km/t. Vores første tests viser, at det fungerer træfsikkert.

Prisen for Kia Ceed begynder ved godt 210.000 kroner for den billigste model med en turbobenzinmotor på 120 hk. Standardudstyret omfatter en sikkerhedspakke med fjernlysassistent, vognbaneassistent og nødbremse med genkendelse af fodgængere og cyklister.

For Kia Ceed tæller det ned, at motorerne virker noget tamme og især mangler trækkraft ved lave omdrejninger.

Se også: Var indlagt på hospitalet: Så smadrede myndighederne hans BMW

Ford Focus

Ford Focus byder på sportslig fremfærd og avancerede assistentsystemer. Foto: Lars Krogsgaard
Ford Focus byder på sportslig fremfærd og avancerede assistentsystemer. Foto: Lars Krogsgaard

Ford Focus er aktuel i en helt ny version, hvor fabrikken er gået grundigt til værks: Platformen er nyudviklet, og Focus fås nu også med avancerede assistentsystemer og en nødbremse, der er standardudstyr.

Samtidig er antallet af modelvarianter så omfattende, at der nærmest er en Focus til enhver smag.

Den helt store fordel er dog fortsat køreegenskaber, der især hvis man sælger den sportslige ST-Line er de bedste i klassen. Også motorprogrammet er godkendt med energiske varianter af Fords trecylindrede benzinmotor og økonomiske dieselmaskiner.

Man kunne til gengæld godt ønske sig en lidt mere lækker finish i kabinen, hvor en Kia Ceed virker mere gedigen.

Prisen på den billigste Focus ligger lige under 200.000 kroner, og et godt bud på en fin Focus kunne være en benzinudgave med 125 hk og udstyrsniveauet ST-Line til 235.915 kroner.

Årets Bil i Danmark

Hvad?

Årets Bil kåres af Motorjournalisternes Klub i Danmark.

23 biler, der alle er blevet lanceret i år, deltog i en stortest over to dage på FDM Jyllandsringen, hvor der blev kørt på både bane og vej. Her udvalgte juryen på cirka en snes medlemmer de fem biler, som gik videre til finalen.

Hvornår?

Årets Bil 2019 kåres 23. januar ved et arrangement i København.

Hvem deltog?

Audi A6, Citroën Berlingo/Peugeot Rifter, Citroën C5 Aircross, Dacia Duster, DS 7 Crossback, Ford Focus, Honda CR-V, Hyundai Kona Electric, Jaguar E-Pace og I-Pace, Jeep Compass, Kia Ceed, Mitsubishi Eclipse Crosss og Outlander, Nissan Leaf, Peugeot 508, Skoda Karoq, Subaru Impreza, Toyota Prius Plug-in, Volvo XC40 og V60, VW T-Roc og Touareg

Se også: Google-bilen er tilbage: Skal lugte sig frem til de beskidte steder

217 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere