Her er det blevet lettere at køre elbil

11 nye ladestandere er blevet indviet på Bornholm

Bornholms nye net af ladestandere består af i alt 11 ladestandere, hvoraf de to er hurtigladere. Den ene står i Allinge den anden i Nexø. Foto: FDM
Bornholms nye net af ladestandere består af i alt 11 ladestandere, hvoraf de to er hurtigladere. Den ene står i Allinge den anden i Nexø. Foto: FDM

Bornholm vil være en grøn og bæredygtig i ø, og et led i den proces er at få flere ladestandere til elbiler.

Onsdag 24. juni indviede viceborgmester Morten Riis (Ø) og Thomas Møller Thomsen, adm. direktør i FDM, øens 11 nye ladestandere til elbiler.

Dermed er det blevet lettere for både borgere og turister at køre grønt på Bornholm. For Bornholm er det en stor dag og et væsentligt nyt skridt i årtiers indsats mod at være en grøn og bæredygtig ø.

Det skriver FDM i en pressemeddelelse.

Etableringen af de nye ladestandere er blevet til med økonomisk tilskud fra EU-projektet CAR (Creating Automotive Renewal), der har som mål at skubbe til udbredelsen af elektrisk drevet transport i det sydbaltiske område.

EU CAR har dækket tilslutningsafgifter samt elektriker- og entreprenørarbejde, mens FDM som operatør af det nye net af ladestandere står for drift og vedligehold. Bornholms Regionskommune bidrager med etableringen af selve infrastrukturen til de offentligt tilgængelige ladestandere, såsom anlæg af parkeringspladser.

Se også: Afslører designet på ny familiebil: Glem alt om kedelig forgænger

- Det er af stor betydning for Bornholm, at vi i dag har kunnet udvide vores el ladestruktur med 11 nye standere, som kan bruges af alle. Dermed gør vi det mere attraktivt at køre grønt på øen. Vi håber og ønsker, at vi med disse ladestandere er med til at motivere både bornholmere og gæster til at vælge de grønne køretøjer til. Det vil gavne miljøet og Bornholms vej mod at være en grøn og bæredygtig ø, sagde Bornholms viceborgmester Morten Riis i forbindelse med åbningen af de nye ladestandere.

Det kræver ikke abonnement eller medlemskab af FDM at bruge det nye net af ladestandere, der frit kan benyttes af alle el- og plugin-hybridbilejere.

Første gang
Med samarbejdet mellem Bornholms Regionskommune og FDM er det første gang herhjemme, at offentlige og private aktører går sammen om at etablere ladeinfrastruktur - deraf navnet ’Bornholmer-modellen’. En model, FDM ser mange perspektiver i.

- FDM er med det nye net af ladestandere glade for at være med til at gøre det nemmere og billigere at køre el- og plugin-hybridbil på Bornholm. Vi håber, Bornholm kan være forbillede for en national model, hvor staten eller kommuner via en grøn lånepulje betaler for den underjordiske investering, mens ladeoperatørerne over en længere periode kan tilbagebetale lånet via en omsætningsafgift, sagde Thomas Møller Thomsen ved indvielsen.

-  Det vil helt sikkert fremme udrulningen af ladeinfrastruktur og sikre bedre konkurrence til fordel for forbrugerne og samfundet, sagde han.

Med de 11 nye ladestandere har Bornholm i alt 19 offentligt tilgængelige standere og står dermed med et ret udbygget net klar til fremtidens grønne privatbilisme.

Se også: Disse billån kan spare bilister for tusindvis af kroner

52 kommentarer
Vis kommentarer