Her er landets dårligste bilister

Ifølge data fra forsikringsselskabet Undo findes de bedste bilister på Fyn - og de dårligste i Nordjylland

Ifølge målinger fra forsikringsselskabet Undo kører nordjyder dårligere end fynboer. Arkivfoto: Jens Dresling
Ifølge målinger fra forsikringsselskabet Undo kører nordjyder dårligere end fynboer. Arkivfoto: Jens Dresling

Som Ekstra Bladet tidligere har skrevet om, har forsikringsselskabet ved navn Undo et koncept, hvor din kørsel bestemmer din forsikringspris. Med Undo bliver den enkelte bilist målt på fem parametre, og så udregnes forsikringsprisen ud fra det.

Nu har Undo offentliggjort data, der viser, hvilke bilister der klarer sig bedst i forsikringsselskabets målinger.

Selskabet har haft flere tusinde danskere igennem en såkaldt testkørsel, hvor de bedste bilister får mest rabat på deres bilforsikring, når de bliver målt på fem parametre, som er opbremsninger, acceleration, hastighed, sving og fokuseret kørsel (f.eks. brugen af mobil).

Her står fynboerne ud som de mest fornuftige bilister, mens de dårligste bilister ifølge målingerne findes i Nordjylland, hvor bilister generelt set scorer lavest hos Undo, når de har færdiggjort deres testkørsel.

Fynboer betaler mindre
Hos Undo understreger de, at det ikke er, fordi de kan se, at fynboerne kører adskillige procenter bedre, men at de kan se en statistisk signifikans i, at fynboerne kører bedre end nordjyderne.

Betyder det så også, at fynboerne betaler mindre for deres forsikring hos Undo end nordjyderne? Både og - prisen afhænger nemlig også af andre faktorer, da Undo ikke kun giver pris på baggrund af kørsel, men også på baggrund af forskelle i, om folk bor i by, alder, type af bil og lignende. Kørslen udgør 20 procent.

Den gennemsnitlige præmie på bilforsikringer på Fyn ligger på 352 kr., mens præmien i Nordjylland ligger på 416 kr., så her tyder det altså på at kunne betale sig at køre fornuftigt.