Her er prisen på elbil med vild rækkevidde

Lucid Motors har præsenteret den produtionsklare udgave af elbilen Air, som kommer til Danmark næste år

Bilen er angiveligt den hurtigste producerede sedan nogensinde - her i duel med en ellers også hurtig Tesla. Video: Lucid Motors

Hvis Tesla ikke lige er din kop te, og du stadig gerne vil have en amerikansk elbil med overbevisende rækkevidde, skal du måske overveje, om den nye Lucid Air kunne være noget for dig.

Den amerikanske elbilproducent har nu offentliggjort alle detaljer og billeder af den store luksuriøse sedan, som drives af to elektriske motorer, som i topversionen yder i alt 1080 hk. Den hurtigste udgave kan klare en såkaldt quartermile, 402 meter, på 9,9 sekunder, og dermed bliver modellen den eneste elektriske sedan, som kan det på under 10 sekunder.

Batteripakken er på hele 113 kWh, og det er nok til at sikre Lucid Air en rækkevidde på 517 miles, svarende til hele 832 km.

Denne nye elbil, som kan køre over 800 km på en opladning, kommer til Danmark næste år. Foto: Lucid Motors
Denne nye elbil, som kan køre over 800 km på en opladning, kommer til Danmark næste år. Foto: Lucid Motors

Når batteriet er tomt, kan det på hurtiglader lade op til 482 km rækkevidde på 20 min, lyder de meget lovende takter fra Lucid Motors. Lucid Air-selskabet har rødder i firmaet Atieva, som er specialister i batterisystemer til elektriske biler, og som i dag kan betragtes som Lucids teknologiafdeling. Atieva har siden 2018 leveret batteripakker til den elektriske racerbilsserie Formel E.

Tidligere på året offentliggjorde Lucid Motors, at Lucid Air kommer til Danmark som et af en række europæiske lande, og at den kan forhåndsreserveres for 1000 dollars. Lucid Motors har dog ikke oplyst noget om, hvordan det skal foregå, og hvorfra bilerne skal sælges. Modellen kan dog forhåndsreserveres på Lucids hjemmeside.

Ni af de mest solgte bilmodeller i tre prisklasser kommer fra disse producenter. Fotocollage: PR Tips og guides Den store oversigt: Disse elbiler bør du kigge på

Dyr introbil
Lucid Air bliver lanceret i fire forskellige varianter hen over de kommende år. Den første variant bliver samtidig også den dyreste, kaldet Air Dream Edition, som står til en pris uden danske afgifter og moms på 169.000 dollars, svarende til cirka 1,06 millioner kr.

Fra midten af 2021 lanceres en Air Grand Touring til 139.000 dollars, svarende til cirka 870.000 kr., mens Air Touring lanceres i slutningen af 2021 til 95.000 dollars, svarende til cirka 600.000 kr. I 2022 kommer modellen Lucid Air, som starter fra 80.000 dollars, svarende til cirka 500.000 kr.

Air Touring og Air Touring-modellerne yder henholdsvis 620 hk og 800 hk. Det oplyses ikke, hvad den mindste Air-version yder.

Se også: Populær elbil runder halv million eksemplarer

173 kommentarer
Vis kommentarer