Her får du vand og dit ansigt på storskærm, hvis du går over for rødt

En kinesisk provins har taget skrappe midler i brug for at stoppe folk, der forsøger at krydse et fodgængerfelt, selv om lyset er rødt

Fodgængere i den kinesiske by Daye bliver våde, hvis de forsøger at gå over fodgængerfeltet ved rødt lys. Foto: All Over Press
Fodgængere i den kinesiske by Daye bliver våde, hvis de forsøger at gå over fodgængerfeltet ved rødt lys. Foto: All Over Press

Flere kinesiske storbyer har store problemer med fodgængere, der ser stort på lyskrydsenes lamper og krydser vejene, selv om der er rødt lys.

Det får nu regeringen i Hubei-provinsen til at teste en ny form for hurtig, kontant afstraffelse til lovovertrædere - der trods alt er noget mildere end at blive ramt af en bil.

Ved et af de travleste lyskryds i byen Daye har man installeret en række pæle ved fodgængerfelterne, der er designet til at give fodgængere et skud varm damp, hvis de forsøger at krydse vejen, mens lyset er rødt. Det skriver ABC News.

- Lyset er rødt, undlad venligst at krydse vejen, det er farligt, skælder en stemme samtidig ud, og det stopper ikke her.

For personen, der forsøger at krydse vejen, bliver også fotograferet. Systemet benytter sig af ansigtsgenkendelse til at finde navnet på vedkommende i myndighedernes database, hvorefter han eller hun bliver udstillet med navn og billede på en storskærm ved krydset.

Se også: Tysk gigant har måske fundet løsningen, der kan redde diesel

Bøden kommer på SMS
Pælene med vanddamp er en ny idé, mens det til gengæld ikke er første gang, man forsøger at få folk til at vente på den grønne mand ved at hænge eventuelle lovovertrædere ud på storskærme.

Allerede i foråret sidste år begyndte man at teste ideen i storbyen Shenzhen, og på 10 måneder har systemet ifølge South China Morning Post identificeret 13.930 lovovertrædere ved ét enkelt kryds. Derfor planlægger man nu at udvide 'det elektroniske politi' til også at kunne udskrive bøder til de personer, som systemet genkender.

Det skal ske via tekstbeskeder, og firmaet Intellifusion, der står bag systemet, er derfor begyndt at samarbejde med lokale telefonselskaber og sociale medie-operatører som WeChat og Weibo.

- Fodgængere, der går over for rødt, har altid været et problem i Kina og kan ikke løses ved bare at udstede bøder eller tage billeder af lovovertræderne. Men en kombination af teknologi og psykologi kan i høj grad reducere tilfældene og vil forebygge gentagne lovovertrædelser, siger Wang Jun fra Intellifusion.

Se også: Putins nye limousine får vilde kræfter fra tysk hjerte
20 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere