Her hæves hastighedsgrænsen fra på fredag

Speederen kan trykkes lidt mere i bund, når hastighedstavlen siger 130 km/t. i stedet for 110

På i alt 14 kilometer motorvej vil man fra på fredag kunne køre lidt hurtigere. Arkivfoto: Finn Frandsen
På i alt 14 kilometer motorvej vil man fra på fredag kunne køre lidt hurtigere. Arkivfoto: Finn Frandsen

Snart kan du forkorte turen i den kvalmende varme bil, når du bevæger dig rundt i sommerlandet. Fredag vil Vejdirektoratet nemlig hæve hastigheden på dele af E45 i Trekantområdet og E20 Esbjergmotorvejen.

På i alt 14 kilometer af de to motorvejsstrækninger har der hidtil været en hastighedsgrænse på 110 km/t., men der er nu blevet gennemført de nødvendige løft, som gør lidt hurtigere kørsel på de to motorveje muligt.

Det oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

- Det er vigtigt for os, at trafiksikkerheden er bedst mulig, når vi hæver hastighedsgrænsen på motorvejen, siger Niels Agerholm, afdelingsleder hos Vejdirektoratet, i pressemeddelelsen.

Ændringen sker som følge af en politisk aftale indgået i 2018 om højere hastighed på udvalgte motorvejsstrækninger.

Udvider sikkerheden
Billister kan for alvor afprøve den nye hastighedsgrænse, når de gamle hastighedstavler fredag tages ned på E45 mellem Skærup og Kolding og mellem Fredericia og Vejle samt på E20-strækningen mod øst ved Esbjerg Lufthavn.

Men selvom der skrues op for hastigheden, er der ikke skruet ned for sikkerheden. Vejdirektoratet har nemlig brugt måneder på at opsætte rumleriller mod midterrabatten og påkørelsesdæmpere på autoværnet.

Motorvejsstrækningerne er de sidste af i alt seks, der har fået nye hastighedsgrænser som led i den politiske aftale fra 2018. Senest har det været billister på Djurslandsmotorvejen, der har kunne nyde godt af muligheden for højere hastighed.