Her køber de elbiler som aldrig før

Vores naboer mod syd har købt rekordmange grønne biler

Elbilen Renault Zoe er populær i Tyskland, og elbilsalget har slået rekord. Foto: Renault
Elbilen Renault Zoe er populær i Tyskland, og elbilsalget har slået rekord. Foto: Renault

Det er ikke kun herhjemme, at der er kommet gang i salget af 'grønne' biler. Hos vores tyske naboer er der også fart på salget af de 'grønne' biler, og faktisk blev der i juli måned indregistreret historisk mange elbiler og plug-in hybrider.

Det skriver Ingeniøren på baggrund af en historie fra mediet CleanTechnica.

Årsagen til udviklingen skal ifølge Ingeniøren findes i, at en række tilskudspakker har gjort det mere attraktivt for de tyske forbrugere at sætte underskriften på en slutseddel til en elbil eller en plug-in hybrid.

I juli måned fik 16.798 elbiler og 19.119 plug-in hybrider tyske nummerplader på, og det vil sige, at de to grupper udgør henholdsvis 5,3 og 6,1 procent af det samlede bilsalg i Tyskland.

Det er på det tyske marked første gang nogensinde, at elbiler og plug-in hybrider til sammen opnår en andel på over 10 procent af nybilsalget på én måned. Til sammenligning udgjorde almindelig hybridbiler 10,6 procent af det samlede salg i juli måned, mens benzin- og dieselbiler udgjorde henholdsvis 49 og 28,4 procent.

Den mest populære elbil i juli måned hos naboerne i syd blev Renault Zoe, efterfulgt af VW e-Golf.

Se også: Spar 100.000 kr. på denne elbil: Men der er en hage

Kan stige yderligere
Mediet CleanTechnica spekulerer i, at elbilsalget kan stige mere i løbet af efteråret. Optimismen for elbilsalget begrunder mediet med, at Volkswagen fra september vil begynde at levere de første eksemplarer af deres nye elbil ID.3 til kunderne, og at det kan skubbe yderligere på udviklingen, når en af tyskernes egne bilproducenter lancerer en prisvenlig elbil til masserne.

CleanTechnica kalder det 'uundgåeligt', at det samlede salg for elbiler i Tyskland i 2020 når over 250.000 biler.

For at få gang i elbilsalget har den tyske regering indført en række initiativer, som gør det billigere at anskaffe sig en elbil.

Man får blandt andet, skriver Ingeniøren, en større miljøbonus på elbiler. For biler til en nypris under 40.000 euro fik man før en bonus på 6000 euro, og den er nu steget til 9000 euro. Elbiler til en nypris mellem 40.000 og 65.000 euro får 7500 i bonus.

Se også: Bilproducent undersøger snyd med motorer

83 kommentarer
Vis kommentarer