Her må elbiler nu køre hurtigere end andre biler

I Østrig sænker man flere steder hastighedsgrænsen midlertidigt på grund af forurening, men det gælder ikke længere elektriske biler

Elbilerne må fortsætte med op til 130 km/t. på de 440 kilometer motorvej, hvor andre kan blive bedt om at sænke farten. Foto: Jaguar
Elbilerne må fortsætte med op til 130 km/t. på de 440 kilometer motorvej, hvor andre kan blive bedt om at sænke farten. Foto: Jaguar

Mindre registreringsafgift, renere samvittighed og bedre tid til at nyde naturen på rastepladserne langs motorvejen.

Fordelene er mange ved at være elbilejer, og nu kan man sætte endnu et kryds i bogen over fordelsordninger: I Østrig er elbiler netop blevet undtaget fra de midlertidige hastighedsbegrænsninger, som træder i kraft i tilfælde af høj forurening. Det skriver mediet Electreck.

Det betyder, at de fremover ikke behøver sænke farten fra 130 km/t. til 100 km/t., når forureningsniveauet bliver for højt langs den østrigske motorvej.

Begrænsningen vil dermed kun gælde de traditionelle benzin- og dieselbiler, der bidrager til forureningen, og elbilejerne får samtidig mulighed for at komme hurtigere frem.

Se også: Hård kritik af Skat og politiet: For mange bilvrag på de danske veje

Skruer på flere knapper
Hvor mange bilister, der vil benytte sig af tilbuddet om at køre 130 km/t., er dog uvist. Batteriernes rækkevidde er stadig meget følsom over for høj fart i de fleste elbiler, og der er derfor stor sandsynlighed for, at det resulterer i et ekstra pitstop ved ladestanderen frem for en hurtigere rejse.

Den østrigske trafikmyndighed kan sænke hastighedsgrænsen til 100 km/t. på samlet 440 kilometer motorvej. Der er derfor en teoretisk mulighed for at spare godt en time i forhold til konventionelle biler - 3,4 timer mod 4,4 timer med 100 km/t. - hvis begrænsningen vel at mærke bliver indført på hele strækningen.

Undtagelsen er blot en af de knapper, den østrigske regering har valgt at skrue op for. Salget af bilerne er ifølge Electreck endnu ikke for alvor kommet op i fart i landet, og det har nu fået politikerne til at forsøge at gøre det mere fordelagtigt at køre elbil.

Det betyder også, at østrigske elbilejere fremover vil kunne køre i nogle busbaner, sådan som det længe har været tilladt i Norge. Og så vil det inden længe være muligt at parkere gratis i sin elbil flere steder.

Se også: Uber vil være dieselfri: Indbyggerne i denne europæiske storby skal betale

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Steffan Kærulf Frandsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen