Her vil de bygge 400.000 elbiler om året

Den franske bilproducent Renault vil slå tre fabrikker sammen

Den kommende elektriske MeganE skal blandt andet bygges på stedet. Foto: Renault
Den kommende elektriske MeganE skal blandt andet bygges på stedet. Foto: Renault

Der skal bygges elbiler. Mange elbiler.

Sådan bliver det på et nyt produktionssite i det nordlige Frankrig, som Renault står bag, og som bilproducenten har døbt ElectriCity.

Bag navnet gemmer sig en sammensmeltning af tre fabrikker, der går sammen og skaber det største produktionssite for elbiler i Europa. 

Det skriver Renault i en pressemeddelelse.

De tre fabrikker har i dag 5000 ansatte, og målet med den nye samlede enhed er at skabe den mest konkurrencedygtige og effektive produktion for elbiler i Europa.

Renault har en ambition om, at der fra 2025 skal kunne bygges 400.000 elbiler årligt på fabrikken i ElectriCity. For at den ambition kan nås, skal der ansættes 700 nye medarbejdere.

Mest populære
Tidligere på året meldte Renault ud, at de vil styrke deres position på elbilmarkedet under strategien 'Renaulution'.

Således vil mærket lancere 14 nye modeller frem mod 2025, hvoraf syv skal være 100 procent elektriske, mens syv vil være hybridversioner.

I fjor blev Renault det mest sælgende elbilmærke i Europa, og der kører allerede 300.000 Renault-elbiler rundt på vejene.

Desuden har Renault sat gang i et nyt projekt, som de kalder 1 million kilometer-projektet, og det dækker over, at Renault vil ombygge eksisterende, men godt brugte elbiler, så de i højere grad matcher de nuværende behov fra kunderne og på den måde få 'flere liv', så den enkelte bil ender med at køre flere kilometer - deraf navnet.