Hjortesæson: Hver femte har været i nærkontakt

Hjortevildtet er særligt aktivt i april og maj, og mange danskere møder dem her i trafikken

19 procent af danskerne har prøvet at påkøre et vildt dyr, og yderligere 17 procent har været tæt på. Foto: Martin Lehmann/Ritzau Scanpix
19 procent af danskerne har prøvet at påkøre et vildt dyr, og yderligere 17 procent har været tæt på. Foto: Martin Lehmann/Ritzau Scanpix

Hvis din daglige pendlerrute går gennem et skovområde eller over en eng, kan det i denne tid være en ekstra god idé at sætte farten lidt ned og overveje, hvad du vil gøre, hvis en buk pludselig springer ud foran bil.

Hjortevildt er ifølge Naturstyrelsen særligt aktivt i april og maj, og det er derfor også højsæson for påkørsler i trafikken.

I maj sidste år blev Dyrenes Beskyttelse kontaktet 1087 gange på grund af påkørte hjorte og dådyr, og måneden stod dermed for knap 10 procent af de i alt 10.445 uheld, der blev indberettet sidste år.

Det viser statistik, som Gjensidige Forsikring har indhentet hos Dyrenes Beskyttelse, og som Ekstra Bladet har set.

Nordjylland topper listen
Ifølge en undersøgelse, som Kantar Gallup har lavet for forsikringsselskabet, er det langt fra ualmindeligt at have mødt en hjort eller et andet vildt dyr i trafikken.

Knap hver femte af de 1075 danskere, der har deltaget i undersøgelsen, har prøvet at påkøre et vildt dyr, og yderligere 17 procent har været tæt på. Kigger man isoleret på landsdelene, trækker respondenter fra især Midt- og Nordjylland gennemsnittet op.

Hele 27 procent har således prøvet at påkøre et vildt dyr i Nordjylland, mens knap hver fjerde midtjyde har været udsat for samme oplevelse.

Ikke overraskende bliver færrest hjorte ramt på Hovedstadens veje - her har blot 14 procent prøvet at ramme et vildt dyr.

Se også: Tesla lægger ny motor i ældre modeller

Flere ringer ind
Hvis man påkører et dyr og derved dræber det, skal man ringe til Falck. Bliver dyret derimod kvæstet, er det vagtcentralen hos Dyrenes Beskyttelse, man skal have fat i på telefon 1812.

Her oplevede man sidste år en stor stigning i antallet af henvendelser. De 10.445 indberettede hændelser lå 20 procent over niveauet i 2017, hvor vagtcentralen noterede 8653 påkørsler.

Hos Gjensidige Forsikring råder skadedirektør Henrik Sagild danskerne til at forberede sig på, hvad de skal gøre, hvis uheldet er ude.

- Brems hårdt ned, hold fast i rattet og undgå så vidt muligt at lave en undvigemanøvre, da det kan føre til en endnu farligere situation, hvis du så kolliderer med et træ eller en anden bilist, siger han i en pressemeddelelse.

Ud over forårsmånederne er oktober, november og december højsæson for påkørsler. 35 procent af de hændelser, som Dyrenes Beskyttelse blev gjort opmærksom på sidste år, skete i løbet af de tre måneder.

Se også: Nu skal svenskerne bygge ny elbil

12 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere