Hold øje med bakspejlet: Ny firmafavorit styrer selv med 210 km/t

Bilbyggerne fra Wolfsburg har brugt tiden på teknologien, da de faceliftede Volkswagen Passat

Volkswagen Passat vil fremover kunne køre næsten selv med hastigheder fra 0 til 210 km/t. Foto: Volkswagen
Volkswagen Passat vil fremover kunne køre næsten selv med hastigheder fra 0 til 210 km/t. Foto: Volkswagen

Øjeblikket, hvor rutsjebanevognen har nået toppen af bakken, man har indset sin skæbne og givet slip på både håndtag og kontrol, kan både være adrenalinfyldt og grænseoverskridende for sarte sjæle.

Det er uklart, om bilbyggerne fra VW-hovedkvarteret i Wolfsburg har ladet sig inspirere af rutsjebanen, da de idéudviklede på, hvordan Passat-modellen skulle faceliftes. Men ikke desto mindre har bilen nu fået en funktion, der slægter rutsjebanen en hel del på.

Som noget nyt er det nemlig muligt at lade bilen overtage styringen og køre med helt op til 210 km/t. af egen kraft. Hvilket sandsynligvis også kan give anledning til et adrenalingys eller to på vej nedad en bakke på Autobahn.

Rutsjebane-funktionen er en del af bilens nye 'IQ.Drive'-system, som dækker over en lang række assistentsystemer. Tilsammen betyder de, at bilen lever op til kriterierne for niveau 2 på den selvkørende SAE-skala. Man kan med andre ord overlade både rat og pedaler til bilens kontrol, men slipper dog ikke for at berøre rattet engang imellem.

Bilen vil først være fuldstændig selvkørende på niveau 5.

Glem Løvens Hule
Det er i det hele taget på teknologifronten, Volkswagen har lagt størstedelen af sine kræfter. Udefra er det kun en let ændret front- og bagkofanger, der afslører, at bilen er blevet faceliftet.

Passat-modellen vil nu eksempelvis altid være koblet op til internettet. Det er en vej, flere bilproducenter er begyndt at bevæge sig nedad, og i Passat åbner det for en lang række nye funktioner i bilens infotainmentsystem.

Producenten nævner blandt andet, at navigationsprogrammet nu får informationer om trafikforhold i realtid, og at der er mulighed for at bruge musikstreamingtjenester, internetradio og stemmestyring. Det har der for så vidt længe været mulighed for gennem Apple CarPlay, men nu kan bilen altså klare sagerne uden brug af mobiltelefon.

(Artiklen fortsætter under billederne)

Foto: Volkswagen
Foto: Volkswagen

Foto: Volkswagen
Foto: Volkswagen

Volkswagen lægger op til, at de tekniske løsninger i bilen skal være under konstant udvikling. Hertil har man lavet en platform kaldet Volkswagen We, hvor der ifølge producenten er plads til 'samarbejde med virksomheder, myndigheder samt små lokale start-ups' om at udvikle nye koncepter.

Om det er et stikord til landets iværksættere om at droppe Løvens Hule og se mod Wolfsburg, er uklart, men VW nævner selv parkeringstjenester og mulighed for at aflevere pakker i bilen som løsninger, der passer godt ind. De to ideer er dog allerede taget, desværre.

Se også: Gør diesel comeback? Her solgte man pludselig flere dieselbiler sidste år

Motorer med filter
VW Passat er populær blandt firmabilister, og den var i 2018 den 9. mest solgte bil i Danmark. Ærkerivalen Mercedes-Benz C-Klasse lå dog lige bagefter, og Peugeot har for ganske nylig lanceret en helt nyudviklet 508-model.

For at holde fast sin plads på toppen af podiet skal VW Passat derfor ikke bare byde på ny teknologi og luksus, også motorprogrammet - og i særlig grad dieselmotorerne - skal sidde i skabet. VW er egentlig i gang at omstille sig til at bygge elektriske biler - den sidste generation af rene forbrændingsmotorer kommer i 2026 - men producenten udvikler dog stadig på de gamle motortyper lidt endnu.

Både benzin- og dieselmotorerne i Passat vil derfor fremover være udstyret med partikelfilter. Modellen vil også kunne fås med en ny dieselmotor med 150 hestekræfter, der ifølge VW udleder 10 gram mindre CO2 pr. kilometer sammenlignet med forgængeren.

Det er endnu ikke offentliggjort, hvad faceliftet og al teknikken, der følger med, betyder for prisen på den store Passat, der kommer til Danmark i september. Sedanudgaven af VW Passat fås i dag fra cirka 307.000 kroner.

Se også: Merkel mener det: Satser over 14 milliarder på renere luft

27 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Claus Jessen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen