Skal mærket Bugatti, som i dag ejes af Volkswagen Group, sælges til den kroatiske elbilproducent Rimac?
Det bliver afgjort i første halvdel af 2021.
Bugatti er i dag kendt for at bygge nogle af verdens mest ekstreme og hurtige biler, og derfor er de et godt match med Rimac Automobili, som bygger lynhurtige elbiler, lyder det fra Porsche AG's adm. direktør, Oliver Blume, til mediet Automobilwoche ifølge Reuters.
Dermed puster Porsche-chefen nyt liv i rygterne om, at Volkswagen Group, som også ejer Porsche, vil øge deres aktieandel i Rimac Automobili, mod at Bugatti sælges til den kroatiske bilproducent.
Eks-verdensmester køber vanvittig elbil
Intense overvejelser
Volkswagen Group købte det traditionsrige franske bilmærke Bugatti i 1998, men nu kan mærket altså blive afhændet til Rimac Automobili, og handlen skal som nævnt finasieres ved, at VW-ejede Porsche vil hæve deres aktieandel i Rimac fra de nuværende 15,5 procent til 40 procent.
- I øjeblikket er der intense overvejelser om, hvordan Bugatti kan udvikles på den bedst mulige måde. Rimac kan spille en rolle her, fordi mærkerne passer godt sammen i forhold til teknologi, siger Oliver Blume til Automobilwoche ifølge Reuters.
- Der er forskellige scenarier med forskellige strukturer. Jeg tror, at beslutningen vil blive taget af gruppen i første halvdel af året, siger Blume, som også er bestyrelsesmedlem i Volkswagen Group.
Det tyder altså på, at vi inden længe bliver klogere på Bugattis fremtid.
Formel 1-stjerne sælger ud af samlingen: Se de unikke biler her