Hver tredje dansker har begået denne fejl: Forsikringen dækker ikke

Selv om forsikringen ikke dækker, har hver tredje dansker efterladt bilen tændt eller med nøglerne i tændingen, viser ny undersøgelse

At efterlade sin bil i tomgang er en dårlig idé for miljøet og potentielt også for privatøkonomien. Mange gør det alligevel. Foto: Colourbox
At efterlade sin bil i tomgang er en dårlig idé for miljøet og potentielt også for privatøkonomien. Mange gør det alligevel. Foto: Colourbox

Fra tid til anden hører man om eksempler fra uheldige danskere, som har efterladt deres bil i tomgang, og som har fået bilen stjålet. For eksempel hvis man lader bilen stå tændt i indkørslen for at blive varm på en kold vintermorgen.

Det kan blive en dyr affære for ejerne, hvis det ender med et biltyveri, for forsikringen dækker ikke nødvendigvis.

Se også: Tyve stjal bil i tomgang: Overså en vigtig ting i kabinen

Nu viser en ny undersøgelse foretaget af Kantar Gallup for Gjensidige Forsikring, at mange danskere har prøvet at efterlade bilen tændt eller med nøglen i tændingslåsen.

I undersøgelsen svarer mere end hver tredje af de adspurgte, at de har forladt deres bil ude af syne i tomgang eller med nøglen i tændingen.

31 procent har efterladt bilen kort tid i deres egen indkørsel, 3 procent har efterladt bilen kort tid på en tankstation, og yderligere 3 procent har efterladt deres bilen på offentlig vej foran deres hjem.

- Hvis man efterlader bilen i tomgang eller med nøglerne i tændingen, stiger risikoen for, at den bliver stjålet. Det bliver anset som grov uagtsomhed, og så er det ikke sikkert, at forsikringen dækker. Jeg kan godt forstå, at det er dejligt at komme ud i en varm bil, men det forudsætter jo, at biltyven ikke er kørt med din bil, siger Henrik Sagild, skadedirektør i Gjensidige Forsikring, i pressemeddelelsen.

Færre biltyverier
Heldigvis går det den rigtige vej med antallet af biltyverier. I 2011 blev der ifølge tal fra Danmarks Statistik anmeldt 14.000 brugstyverier af biler. Til sammenligning blev der i 2019 anmeldt 7138 af slagsen. Og selv om dette fald er stort, bliver der i snit stadigvæk stjålet 19 biler om dagen.

- I takt med, at teknologien udvikler sig, bliver vores biler også sværere at stjæle. Det er en positiv udvikling, at antallet af biltyveri er faldet så drastisk, men det ændrer ikke på, at det er uklogt at efterlade sin bil i tomgang og dermed gøre det lettere for tyven at få adgang til den. For ingen teknologiske løsninger kan forhindre tyven i at stjæle bilen, hvis nøglerne er så let tilgængelige, siger Henrik Sagild.

Reglerne for biler i tomgang er forskellige fra kommune til kommune, men i flere kommuner kan det blive straffet med bøde at efterlade bilen i tomgang.

Se også: Tyv stjal bil i tomgang: Sådan fandt kvinde sin bil igen

60 kommentarer
Vis kommentarer