Hvilken skandale? Vi er vilde efter nye biler fra tysk bilgigant

Især hos forhandlerne af et særligt tysk bilmærke har der været travlt den seneste måned, selv om det samlede salg er faldet

Volkswagen fastholdt sin position som det mest solgte bilmærke i Danmark i april. Foto: Brennan Linsley/AP/Ritzau Scanpix
Volkswagen fastholdt sin position som det mest solgte bilmærke i Danmark i april. Foto: Brennan Linsley/AP/Ritzau Scanpix

Knap 26 nye biler trillede ud på de danske veje hver eneste time døgnet rundt i april. Der har således fortsat været travlt hos forhandlerne, selv om bilsalget er stilnet lidt af i forhold til marts måned.

Nye tal fra De Danske Bilimportører viser, at i alt 18.713 nye biler fik nummerplader på i april. Det er ifølge FDM det næsthøjeste salgstal for april nogensinde, men samtidig et fald på 5,5 procent sammenlignet med marts.

Selv om motorkontorets nummerplademaskine har arbejdet på højtryk, er det heller ikke helt nok til at redde det samlede salgstal for årets første fire måneder. Her ender regnestykket 1900 biler under sidste år.

Franskmand i overhalingsbanen
Til gengæld fortsætter danskerne med at købe større biler end tidligere - og ifølge tallene vil rigtig mange af os gerne have Volkswagens skinnende VW-emblem på fronten af bilen. Faktisk sidder den tyske producent på fire af de ti første pladser på listen over mest solgte bilmodeller, og VW fastholder dermed sin plads som det mest solgte mærke i Danmark.

Golf er VW's helt store sællert med 571 solgte eksemplarer, mens Polo og Up! følger lige efter.

Ingen af VW's modeller kunne dog hamle op med Peugeot 208 i april. Intet mindre end 25 gange om dagen måtte forhandlerne sætte nye nummerplader på den populære franskmand, og det endelige salgstal endte på 756.

Biler - 2. maj. 2018 - kl. 22:52 22-årig kvinde slået i ansigtet i vejvrede: Nu er HUN dømt

Hver fjerde nye bil er en SUV
Selv om mikrobiler som Volkswagen Up! og Toyota Aygo stadig sælger særdeles godt, er biltypens samlede andel af bilmarkedet faldet kraftigt. For to år siden var lidt mere end hver femte nye bil en mikrobil, mens det i dag kun er hver niende. I samme periode er SUV'ernes andel af markedet fordoblet, så de i dag fylder hele 25,3 procent af markedet.

- Vi glæder os over, at danskerne går efter lidt større og mere rummelige biler. Man kan også sagtens anskaffe sig en større bil og bevare den gode samvittighed overfor miljøet, fordi nye biler helt generelt har en lavere emission end de ældre, siger Gunni Mikkelsen, direktør hos De Danske Bilimportører, i en pressemeddelelse.

Kun bilerne i det såkaldte B-segment - som Volkswagen Polo, Skoda Fabia og Toyota Yaris - udgjorde i april en større andel af det samlede bilsalg end SUV'erne.

Mens B-segmentet er tydeligt på listen over de mest solgte biler i april, er det sværere at få øje på de 4731 solgte SUV'er. Kun Nissan Qashqai er blandt de ti mest solgte, men Volkswagen Touran og Peugeot 3008 følger lidt længere nede på listen. 

Nissan Qashqai var også eneste SUV på top 10 i marts, men her indtog den så også 1. pladsen med over 1000 solgte eksemplarer. Denne måned er bilen faldet til en 7. plads.

Se listen over de ti mest solgte biler i april herunder:

De 10 mest solgte biler i april 2018

  1. Peugeot 208 - 756
  2. Volkswagen Golf - 571
  3. Volkswagen Polo - 540
  4. Volkswagen Up! - 495
  5. Volkswagen Passat - 467
  6. Citroën C3 - 464
  7. Nissan Qashqai - 439
  8. Skoda Fabia - 426
  9. Toyota Yaris - 407
  10. Toyota Aygo - 377

Kilde: De Danske Bilimportører

Se også: Svenskerne støder til: Så mange elbiler vil Volvo sælge

38 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere