Hyundais har valgt at give sin mellemklasse-model i30 en visuel overhaling på trods af, at bilen først blev introduceret i 2012 og altså ikke har mange år på bagen. Mest tydelig er en ny snude i form af gril, som ensretter i30 med resten af Hyundai-modelprogrammet.

Det sportslige indslag
Vigtigste nyhed er dog under hjelmen, hvor der nu findes en 1,6-liters turbomotor proppet med bøffer. Navnet er T-GDI, og motoren yder 186 hk ved 5.500 o/min. Momentet er på 265 Nm ved 1.500 til 4.500 0/min. Forbruget er på 13,7 km/l, men til gengæld kan du runde 100 km/t på otte sekunder. Med motoren kommer i30 i en særlig Turbo-variant, som er sat op som semi-GTI. Den bliver topmodellen med sportsundervogn, 18 tommer fælge og mere direkte styrtøj.

Turbo kommer kun i 5-dørs variant, men får særlige LED-lygter, to udstødningsrør, sportsstole, sportsure og kontrastsygninger i rød på rat og gearknob – så alle på villavejen er sikre på, at du har den hurtigste koreaner i kvarteret.

Letvægtsmotor
Mindste benzinmotor, kaldet Gamma, på 1,4-liter har fået en kur, som konen kunne bruge – den har tabt sig 14 kg, så den nu kun vejer 87 kg. Den nye motor hedder i stedet Kappa, ydelsen er stadig 100 hk og 134 Nm, og takket være vægttabet, er motoren blevet mindre fordrukken, så i30 nu kører 17,8 km/l med mindste benzinmotor – igen kunne man ønske, at Hyundai kunne give konen samme tur.
Sidst, men ikke mindst, kan du nu fremover købe dieselvarianterne af i30 med Hyundais egen 7-trins dobbeltkoblingsgearkasse. Førhen kunne man nemlig kun vælge mellem manuelt gear eller en noget gammeldags konventionel 6-trins automatgearkasse.
Hos Hyundai Danmark er priserne endnu ikke fastsat, forklarer pressechef, Annegrethe Skovby.
- De faceliftede modeller lanceres tidligt næste år i februar eller marts. I30 Turbo kommer hen over sommeren. Men priserne kender jeg ikke endnu. Men der bliver selvfølgelig skævet til konkurrenterne, udtaler Annegrethe Skovby.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.