Indien klar med løsning på forurening: Biler over 15 år skal sendes direkte til skrot

Trods flere initiativer har myndighederne i Indiens hovedstad, New Delhi, ikke kunne nedbringe antallet af gamle biler i byen. Nyt lovforslag vil gøre kort proces

Indiens hovedstad, New Delhi, har store problemer med forurening, der blandt andet stammer fra de 10 mio. biler i byen. Arkivfoto: Manish Swarup/AP/Ritzau Scanpix
Indiens hovedstad, New Delhi, har store problemer med forurening, der blandt andet stammer fra de 10 mio. biler i byen. Arkivfoto: Manish Swarup/AP/Ritzau Scanpix

- Goddag, det er færdselspolitiet. Er det en Kia Picanto fra 2002 eller 2003, du har stående i indkørslen?

Svaret kan snart få afgørende betydning for beboere i den indiske hovedstad, New Delhi. Et nyt lovforslag vil gøre det muligt for færdselspolitiet at køre bilen til skrot, hvis den er mere end 15 år gammel.

Det skriver Hindustan Times.

New Delhi har længe kæmpet med forurening fra de omkring 10 millioner biler i byen, og allerede i 2014 blev det ulovligt at køre og parkere biler over 15 år på offentlige veje. Det har dog siden vist sig at være overordentlig svært at håndhæve, fordi der ind til nu ikke har været retningslinjer for, hvad der skulle ske med de gamle biler, når først de var blevet beslaglagt.

Myndighederne anslår, at der er 3,7 millioner biler i hovedstaden med mere end 15 år på bagen, og man er simpelthen løbet tør for plads til de mange beslaglagte biler.

 - Den nye lov vil skabe en mekanisme, der sikrer ordentlig bortskaffelse af gamle biler. Det her bliver den første lov af sin slags i Indien, siger transportkommissær Varsha Joshi til avisen.

Se også: En helt bestemt type forseelse er årsag til næsten hver tredje p-afgift

15 dage til at sige farvel
Hvis lovforslaget godkendes, vil myndighederne begynde at beslaglægge og skrotte byens gamle biler fra begyndelsen af næste år.

Når først bilen er i politiets varetægt, får ejerne 15 dage til at sige ordentlig farvel til deres gamle ven og selv køre den til skrot. Hvis det ikke sker, vil politiet med den nye lov få beføjelser til at køre bilen op i jernpresseren uden yderligere varsel.

Hvis man modsat afleverer bilen frivilligt, vil man modtage en skrotpræmie som belønning.

Se også: Glemt i 62 år: Nu vil Jaguar bygge Le Mans-racer igen

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen