Jaguar redder tusindvis af jobs med elektrisk satsning

Jaguar Land Rover-koncernen vil bygge både batterier og elektriske biler i Storbritannien

Jaguars flagskib, XJ, skal efter planen genopstå som en  fuldt elektrisk bil. Foto: Jaguar Land Rover
Jaguars flagskib, XJ, skal efter planen genopstå som en fuldt elektrisk bil. Foto: Jaguar Land Rover

Mange britiske fabriksarbejdere har muligvis kunne sænke skuldrene en smule i dag.

For midt i Brexit-usikkerheden, faldende bilproduktion og fabrikslukninger har den store Jaguar Land Rover-koncern valgt at stå fast: Bilgiganten satser stort på at samle elbilbatterier og bygge 'en portefølje af nye, elektrificerede biler' i Storbritannien.

Det skriver Jaguar Land Rover i en pressemeddelelse, som Automotive News Europe har beskrevet.

For at nå i mål med den målsætning vil Jaguar investere et ukendt beløb i en ombygning af sin fabrik i Castle Bromwich, ligesom en batterifabrik skal opføres i English Midlands.

Ifølge Jaguar Land Rover vil det sikre 'tusindvis af jobs i Storbritannien'.

Nyt elektrisk flagskib
Den første bil, der skal bygges i Castle Bromwich, når ombygningen er færdig, bliver en ny og helt elektrisk udgave af Jaguars mangeårige flagskib, XJ.

Rygterne om netop denne plan har længe svirret - ikke mindst ved annonceringen af, at man ville stoppe XJ-modellens samlebånd 5. juli - men Jaguar har ikke før i dag villet sige noget om sine fremtidsplaner.

Modellen har ligget på toppen af Jaguars modelprogram de seneste 50 år. Den nye generation skal efter planen rulle ned ad samlebåndet til næste år, og ifølge koncernen vil den blive bygget på 'de samme dyder som sine forgængere'.

Det dækker ifølge producenten over 'smukt design, intelligent ydeevne og beundringsværdig luksus'.

Se også: Efter over 50 år: Jaguar stopper produktionen af legendarisk model

Har tabt milliarder
Foruden det elektriske Jaguar-flagskib er det koncernens plan, at alle biler i modelporteføljen hos såvel Land Rover som Jaguar skal kunne fås med elektriske kræfter i 2020.

Det dækker dog ikke kun selvstændige elmotorer, men også hybrid- og pluginhybridteknologi.

Ifølge Automotive News Europe skal den nye satsning ses i lyset af, at Jaguar Land Rover i januar måtte afskedige 4500 medarbejdere på grund af faldende indtjening. Koncernen har angiveligt tag 3,66 mia. pund (30,4 mia. kroner) i 2018 og 2019.

Se også: Tilbagekalder 855 biler i Danmark: Hjulet kan falde af

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere