Endnu en James Bond-bil skal under hammeren.
Denne gang er salgsobjektet den Aston Martin DB5, der i 1995-filmen 'GoldenEye' kan ses piske ned ad en bjergside i Monaco - ført af en ubekymret Pierce Brosnan og hans knap så begejstrede kvindelige kompagnon. Du kan se scenen her.

Prisen for Bond-bilen forventes at lande mellem 10 og 14 millioner kroner. Et estimat den nuværende ejer næppe beklager sig over. Han købte nemlig bilen for beskedne 1,3 millioner kroner tilbage i 2001.
Selv om det ifølge mediet Esquire dengang var nok til at gøre bilen til det dyreste stykke James Bond-memorabilia, der nogensinde var blevet solgt, så er der altså lagt op til en god handel.
Mini laver pladderromantisk bryllupsbil til royale turtelduer
Hestekræfter løber ingen vegne
Det er auktionshuset Bonhams, der står for salget ved bilfestivalen Goodwood Festival of Speed i det sydlige England 13. juli.
Aston Martin DB5-sportsvognen fra 'GoldenEye', der af mange regnes for en af de bedre Bond-film, blev bygget i 1965 og har en 4-liters motor med seks cylindre. Indvendigt er den blevet polstret med en omgang sort læder.
Det lyder næsten for godt til at være sandt, men ifølge Esquire er bilen stadig i stand til at opretholde en fart på 241 kilometer i timen.
Skal Pierce Brosnans eksemplar af Aston Martin DB5 generobre titlen som den dyreste Agent 007-bil til dato, vil den endelige salgspris dog skulle handles op over 22 millioner kroner.
Så meget blev den oprindelige DB5, som Sean Connery brugte i 'Goldfinger'- og 'Thunderball'-filmene i midten 60'erne, nemlig solgt for i 2010.