Japansk bilgigant lukker fabrik i Storbritannien i 2021

Honda har tirsdag bekræftet, at man lukker sin fabrik i den britiske by Swindon. Det koster op mod 3500 job.

Lukker fabrik med tusindvis af medarbejdere. Foto: Ritzau Scanpix
Lukker fabrik med tusindvis af medarbejdere. Foto: Ritzau Scanpix

Den japanske bilgigant Honda har besluttet at lukke sin fabrik i den britiske by Swindon, der ligger i det vestlige England, i 2021.

Det bekræfter bilproducenten tirsdag, efter at der allerede mandag lød meldinger om lukningen af fabrikken.

Lukningen kan koste op mod 3500 personer deres job.

Honda understreger, at lukningen ikke har noget at gøre med det forestående brexit. Det siger vicedirektøren for Honda Europe, Ian Howells.

- Beslutningen er taget på baggrund af globale forandringer, siger han til BBC ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Alligevel er lukningen endnu et slag mod den britiske økonomi og industri forud for det planlagte farvel til EU den 29. marts.

I forvejen hersker der enorm usikkerhed om, hvad fremtiden bringer, når briterne efter planen træder ud af EU i slutningen af næste måned.

Honda producerer sin populære Civic-model på fabrikken i Swindon. I alt cirka 150.000 biler bliver produceret på fabrikken årligt.

Men nu vil selskabet primært lægge fokus på investeringer i Kina, USA og Japan. Det oplyser vicedirektør Ian Howells.

Tirsdagens nyhed ærgrer den britiske erhvervsminister, Greg Clark.

- Storbritannien er førende inden for udviklingen af de her teknologier, så det er dybt skuffende, at den her beslutning nu er taget.

- Det er en ødelæggende beslutning for Swindon og Storbritannien, siger erhvervsministeren til Reuters.

Sidste år sagde vicedirektøren for Honda Europe, Ian Howells, at hvis Storbritannien forlader EU uden en aftale, vil det koste virksomheden et tocifret millionbeløb i britiske pund, skriver BBC.

16 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere