Japansk danskerfavorit går i kødet på konkurrenterne med vovet design

Den fjerde generation af Mazda 3 har fået skarpere kanter samt en ny og meget kompliceret motor

Mazda 3 vil stadig  kunne fås som både sedan og hatchback. Bilen kommer til Danmark næste år. Foto: Mazda
Mazda 3 vil stadig kunne fås som både sedan og hatchback. Bilen kommer til Danmark næste år. Foto: Mazda

Mazda 3 har længe slået sig op som det køreglade alternativ i Golf-klassen.

Med 925 solgte eksemplarer var modellen nok langt fra de 6200 VW Golf, der sidste år rullede ud fra forhandlerne, men ikke desto mindre var det den japanske producents anden mest solgte bil herhjemme. Og nu har Mazda lanceret en ny, fjerde generation af modellen, der er klædt bedre på til at tage kampen op mod blandt andet Volkswagen på premiumfornemmelse og design.

Den nye Mazda 3, der vises frem for første gang på motorudstillingen i Los Angeles, kommer ifølge CNET på markedet i USA i de første måneder af 2019, mens den europæiske lancering følger lidt senere.

Minimalistisk kabine
Udvendigt har bilen fået en visuel opdatering. Det indebærer blandt andet skarpere linjer foran og bagerst, hvilket sender bilen i samme designmæssige retning som storebroderen Mazda 6.

3-modellen vil stadig kunne fås som både sedan og hatchback, og især sidstnævnte skiller sig ud fra forgængeren med et sæt brede C-stolper mellem bagrude og de bagerste sidedøre, der giver bilen et maskulint udtryk - og sandsynligvis også temmelig store blinde vinkler.

(Artiklen fortsætter under billederne)

Foto: Mazda
Foto: Mazda

Foto: Mazda
Foto: Mazda

Vælger man i stedet at kigge fremad, når man sidder bag rattet, kan man glæde sig over et helt nyt og minimalistisk interiør. Mazda har ifølge CNET arbejdet på at gøre cockpittet mere førerorienteret, hvilket blandt andet har resulteret i mere skålformede sæder.

Producenten lover, at de vil støtte ryggens naturlige krumning bedre, mens gearstangen er flyttet fremad og op.

Det er ikke usandsynligt, at Mazdas designere har skævet til Audi A3, da de tegnede stregerne til instrumentbordet. Her er antallet af knapper nemlig holdt på et minimum, og materialekvaliteten har angiveligt også fået et stort løft.

Autocar skriver, at kabinedesignet er et resultat af Mazdas overordnede mål om at øge niveauet, så mærket i højere grad kan udfordre de traditionelle premiummærker på luksus og kvalitetsfornemmelse. Derfor er der også blevet lagt ekstra mange kræfter i at gøre 3-modellen mere støjsvag og komfortabel.

Se også: Dansk opfinder bag cykelinspireret elbil

Kompliceret motor
En anden af Mazda 3's nyskabelser ligger i motorrummet. 3-modellen bliver nemlig den første i modelprogrammet, der vil kunne fås med en nyudviklet og vældig kompliceret benzinmotor, som producenten kalder 'Skyactiv-X'.

Den er det nyeste skud på stammen i Mazdas stædige forsøg på at leve op til de stadigt strengere miljøkrav uden at gå på kompromis med slagvolumen og cylindre.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: Mazda
Foto: Mazda

Der er derfor stadig tale om en benzinmotor på 2,0 liter, men det er ifølge Autocar lykkedes de japanske ingeniører at reducere bilens brændstofforbrug med op til 30 procent ved lave hastigheder og 20 procent ved blandet kørsel. Mazda har dog endnu ikke meldt de officielle tal ud.

Og nu bliver det muligvis lidt nørdet. For reduktionen er ifølge CNET nået ved at koble både en kompressor og et mildt hybridsystem på 24 volt på motoren og herefter gøre den i stand til at forbrænde benzin med ligeså høj kompression som i en dieselmotor.

De danske priser for den nye Mazda 3 er endnu ikke offentliggjort, men den udgående model begynder ved knap 195.000 kroner på danske plader.

Se også: Norge-tricket: Sådan scorer bilforhandlere kassen på elbiler

16 kommentarer
Vis kommentarer