Jydekrog i høj kurs: Så meget er prisen steget

Det er blevet dyrere at få anhængertræk på, og i juli får prisen et nøk mere, viser en analyse

I øjeblikket koster det i gennemsnit 6871 kroner at få anhængertræk eftermonteret gennem Autobutler.dk. Foto: Colourbox
I øjeblikket koster det i gennemsnit 6871 kroner at få anhængertræk eftermonteret gennem Autobutler.dk. Foto: Colourbox

Uanset om det er bellis i blomsterbedet eller pantløse pilsnere, du kaster din kærlighed over i sommerweekenderne, så kan det hurtigt blive nødvendigt med en trailer.

For mange kræver det dog først og fremmest, at bilen får et anhængertræk monteret, og netop denne operation er danskerne tilsyneladende enige om at få lavet netop nu.

Ifølge hjemmesiden Autobutler.dk, der forbinder værksteder med reparationstrængende biler, er juli og august højsæson for montering af anhængertræk. Det betyder dog også, at prisen har fået et nøk opad sammenlignet med andre dele af året.

Folkene bag værkstedsportalen har kigget de nuværende jobtilbud igennem, og gennemsnitsprisen er her 6871 kroner.

- Vi har 3-4 gange så mange opgaver med anhængertræk som normalt. Derfor bruger nogle værksteder anledningen til at skrue priserne i vejret, siger analysechef hos Autobutler, Jan Sturm, i en pressemeddelelse.

Prisen er steget markant
De nuværende priser er ifølge Autobutler et stykke over gennemsnittet for hele året, der ligger på 6777 kroner.

Mere markant bliver forskellen dog, når man sammenligner med januar måned, der ifølge værkstedportalen er den billigste måned at få monteret anhængertræk i.

I januar sidste år slap danskerne eksempelvis 600 kroner billigere fra operationen.

Prisen er dog ikke kun sæsonbestemt. Faktisk er den steget ganske meget de senere år. Autobutler har analyseret 37.000 tilbud på anhængertræk, der er givet gennem portalen siden 2015, og dengang var gennemsnittet helt nede på 5062 kroner - altså godt 1800 kroner under den nuværende pris.

Se også: Træt af turisters kø-trick: Her må du ikke længere forlade motorvejen

Stor forskel fra bil til bil
Bag gennemsnittet gemmer sig meget forskellige priser. Anhængertrækket består af meget mere end bare den karakteristiske krog, og især ledningsnettet kan give mekanikeren sved på panden. Derfor er der også stor forskel på prisen fra bil til bil.

Autobutler nævner som eksempel, at BMW- og Mercedes-ejere er helt oppe at give 7329 kroner i gennemsnit for krogen, mens man eksempelvis kan slippe 1000 kroner billigere i en Chevrolet.

De store prisforskelle får analysechef Jan Sturm til at anbefale at spørge flere værksteder, før man godtager et tilbud.

- Selv om priserne i juli og august historisk er stigende, så bliver besparelserne også tilsvarende større. Hvis et værksted har ledige tider, vil du de have en interesse i at sænke priserne markant. Hvis du er parat til at spørge flere værksteder, vil du derfor også opleve billigere priser, siger han i pressemeddelelsen.

Se også: Pas på: Nu stiger risikoen for at få færdselsbøder fra andre EU-lande

178 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere