Kan du gætte mærket? Her er verdens smukkeste bil anno 2018

Den luksuriøse Range Rover Velar har modtaget den prestigefyldte pris World Car Design of the Year. Titlen som årets bil tabte den dog til konkurrenten

Range Rover Velar er en asfalt-SUV, der får folk til at vende hovedet. Nu har den også papir på det sit gode udseende. Foto: Jaguar Land Rover
Range Rover Velar er en asfalt-SUV, der får folk til at vende hovedet. Nu har den også papir på det sit gode udseende. Foto: Jaguar Land Rover

Kan en stor, firkantet og praktisk firehjulstrækker være smuk? Ja, mener i hvert fald de 82 eksperter i juryen til World Car-prisuddelingen, der løb af stablen 28. marts i New York, USA.

Her overrakte de den prestigefyldte pris 'World Car Design of the Year' til den luksuriøse Range Rover Velar.

Bilen vandt foran den lige så store Volvo XC60 og Lexus' luksuscoupé LC500. Og har man nogensinde prøvet at stå ved siden af Range Rover Velar, så er det svært at sige juryen imod.

Bilens voluminøse former og brede, næsten aggressive front virker dragende på enhver med bare en dråbe benzin i blodet, mens kabinen emmer af luksus og teknologi. Med læder og touchskærme ad libitum er bilen ikke umiddelbart beregnet til gummistøvler og arbejdshandsker, men den kan godt køre på rævejagt, hvis det skal være.

Range Rover Velar har gode offroad-egenskaber, men er en udpræget asfalt-SUV, og den nyerhvervede titel indikerer da også, at bilen er skabt til et andet publikum end de grovkornede firehjulstrækkere fra Land Rover, som er bilens ophav.

Foto: Jaguar Land Rover
Foto: Jaguar Land Rover

Se også: Formel 1 får ny 'safety car': Så voldsom er den

Missede den samlede pris
Velar er bygget på samme platform som Jaguar F-Pace, der vandt samme titel sidste år, og det er da heller ikke første gang, Range Rover vinder den prestigefyldte titel. Mærkets 'mindste' model, Evoque, vandt prisen som årets bedste design tilbage i 2012.

Jaguar og Land Rover hører under samme selskab, og det var derfor en glad topchef, der onsdag modtog prisen i New York.

- At Evoque, F-Pace og nu Range Rover Velar vinder World Car of the Year Design Award, betyder meget for os. Jeg er beæret, og jeg ønsker at takke alle jury medlemmer for deres tillid og støtte til Jaguar Land Rover teamet, sagde Dr. Ralf Speth ved prisoverrækkelsen.

Selv om Velar udkonkurrerede Volvo XC60 på designfronten, lykkedes det ikke i kampen om den samlede titel som World Car of the Year. Her var de to biler også begge i finalen, men det blev den store Volvo, der løb med prisen.

Range Rover Velar er den næststørste bil i Range Rovers modelprogram og fås fra 929.425 kroner.

Se også: Drømmer du om en luksusbil? Så meget vil den koste dig om dagen

60 kommentarer
Vis kommentarer