Kig godt på denne Aston Martin på billedet over artiklen. Den er nemlig ikke som alle andre Aston Martin Vantage-modeller. Nej, den er noget for sig selv, og det afslører blandt andet muligheden for at spænde et par ski bag på sportsvognen.
Modellen er én af to nye eksklusive sportsvogne fra den britiske bilproducent, som lanceres i forbindelse med, at den nye James Bond-film 'No Time to Die' får premiere i løbet af efteråret.
De to særlige '007 Edition' er fortolkninger af modellerne Aston Martin Vantage og DBS Superleggera, hvor bilen på billedet over artiklen er af førstnævnte type.
Filmen 'No Time to Die' skulle have haft verdenspremiere tidligere på året, men blev forsinket på grund af corona, så den nu i stedet får verdenspremiere i november. Med i filmen er intet mindre end fire forskellige Aston Martin-modeller - nemlig DB5, Aston Martin V8, DBS Superleggera og Aston Martin Valhalla.
Den nye Aston Martin Vantage 007 Edition vil blive bygget i 100 eksemplarer og har for modellen unikke designelementer, som er inspireret af designet på den originale Aston Martin V8 fra Bond-filmen 'The Living Daylights' fra 1987.
Vantage 007 Edition kan tilvælges med en særlig skiholder i bag, ligesom modellen har flere andre Bond-detaljer, herunder en særlig plade i kabinen kendt fra den oprindelige V8-filmbil, hvorfra man oprindeligt kunne affyre missiler, aktivere laseren og fyre op under bilens raketmotor. I den moderne fortolkning er pladen med for syns skyld.
Hylder en vinder: Men dette overrasker
Artiklerne fortsætter under billederne ...
Mere sjælden
Skal det være endnu mere eksklusivt, kan man også vælge at investere pengene i den større DBS Superleggera, som også bygges i en særlig 007 Edition.
Den bygges kun i 25 eksemplarer og er udstyret med 715 hk fra en 5,2-liters V12-motor. Også på den model finder man særlige 007-detaljer.
Startprisen uden danske afgifter og moms bliver 279.000 pund for DBS Superleggera 007 Edition og 161.000 pund for Vantage 007 Edition.