Kan ikke lade elbiler: - Det er et stort problem

Bor man i lejebolig, er det for svært at lade en elbil, og det er et problem for den grønne omstilling, mener FDM

Det er for besværligt for beboere i etageejendomme at lade elbiler, og det er skidt for den grønne omstilling, mener FDM.  Katrine Marie Kragh
Det er for besværligt for beboere i etageejendomme at lade elbiler, og det er skidt for den grønne omstilling, mener FDM. Katrine Marie Kragh

Drømmen om at eje og køre en elbil kan vise sig ganske vanskelig at opfylde, hvis man bor i almene boliger eller etageejendom, for mange steder kan man ikke oplade sin elbil.

Det kan forsinke den grønne omstilling, mener FDM, der efterlyser støtte til boligforeninger og politisk hjælp.

De fleste af landets over en million lejere må nemlig ofte se langt efter ladestandere til elbiler. Det skriver FDM i en pressemeddelelse.

Bilejerorganisationen har talt med en række af landets største almene boligforeninger, som samstemmende fortæller, at man ikke har overblik over, hvor mange ladestandere man har.

Den manglende lademulighed gør det ikke bare vanskeligt for landets lejere at skifte til elbil, men det risikerer også at forsinke den grønne omstilling, lyder det fra FDM.

Her får vi en teaser for fronten på den kommende elektriske Hummer-model. Foto: GM Biler - 13. feb. 2020 - kl. 22:22 Forgængeren delte vandene: Så vild bliver ny elektrisk Hummer

Skal Danmark indfri målsætningen om 70 procent reduktion af CO2-udledningen i 2030, vil det bl.a. kræve op mod 1,5 million el- og plugin-hybridbiler på vejene. Det vil igen kræve 30.000 ladepunkter ved eksempelvis motorveje, arbejdspladser og etageejendomme, hvis det skal dække behovet for den tredjedel af de danske husstande, der ikke har mulighed for at lade hjemme.

- Det er et stort problem, at lejerne i de almene boliger og i anden etagebyggeri ofte ikke har mulighed for at lade en elbil op. Det skal der findes en løsning på hurtigst muligt, ellers kan det få mange til at fravælge en elbil, siger Torben Lund Kudsk, afdelingschef i FDM, i en pressemeddelelse.

- Dyrt og besværligt
I mange boligforeninger findes der ingen ladestandere, og det hænger ifølge FDM sammen med flere ting. Ladestandere er dyre for foreningerne at etablere, og det er derudover ikke tilladt for almene boligforeninger selv at drive ladestandere. Det kræver en ekstern leverandør - typisk en af de etablerede operatører.

- Som det er i dag, er det så dyrt og besværligt at etablere ladestandere, at den grønne omstilling ikke kommer til at ske ved lejeboligerne. Desuden risikerer beboerne at være bundet til den udbyder, der sætter standeren op. Men det vil ofte give mere mening, hvis foreningerne selv må etablere og stå for driften af ladestanderne, siger Torben Lund Kudsk.

Et nyt EU-direktiv, der træder i kraft først i marts, dikterer, at der på p-områder ved nybyggeri eller ved større ombygninger skal gøres klar til, at ladestandere kan sættes op, men i den danske implementering af direktivet er der ikke noget krav om, at der rent faktisk skal etableres ladestandere, og det undrer FDM.

- Danmark lægger sig op ad minimumskravet i det nye EU-direktiv. Men hvis politikerne virkelig mener noget med den grønne omstilling, er det ikke nok. Det skal være nemmere for folk at lade. Fra Christiansborg kunne man gøre det nemmere og mere økonomisk overkommeligt for bilejere uden egen p-plads at etablere ladere og i det hele taget at sikre, at lovgivningen ikke står i vejen. Konkret kunne det som i Norge være i form af tilskud til boligforeninger til etablering af fælles ladestandere, siger Torben Lund Kudsk.

Se også: Nu kan du lade elbilen endnu hurtigere langs danske motorveje

45 kommentarer
Vis kommentarer