Kan redde liv: Ny teknologi til biler skal forhindre ulykker

Hvert år sker der alvorlige ulykker, når cyklister kolliderer med en åben bildør. Nu har Ford udviklet en ny teknologi, der potentielt kan komme problemet til livs

Ny teknologi skal sikre, at dette ikke sker. Video: Ford

Du har lige parkeret bilen i siden af vejen. For at komme ind på fortovet, skal du på tværs af en cykelsti, men i farten får du ikke orienteret dig bagud.

Da du åbner bildøren, rammer en cyklist ind i bildøren.

Der findes ikke konkrete danske tal på, hvor ofte lige præcis den type ulykke sker, men tal fra Storbritannien viser, at uheld med åbne bildøre kan have fatale konsekvenser. Her bliver der hvert år gennemsnitligt registreret 60 tilfælde af slemt tilskadekomne eller i værste fald døde cyklister som følge af en kollision med en åbnet bildør. Tal fra Tyskland viser også, at 3.500 bildørsuheld fandt sted i landet i 2018.

Nu vil bilgiganten Ford forsøge at forebygge uheldene med en nyudviklet teknologi, som Ford kalder 'Exit Warning'.

Teknologien giver både en ind- og udvendig advarsel med lyd- og lyssignaler, når en cyklist eller anden tohjulet trafikant nærmer sig bilen. Systemet kan også forhindre bildøren i at blive helt åbnet, hvis der registreres risiko for sammenstød.

Det oplyser Ford i en pressemeddelelse.

Se også: Vil have ens regler ved uheld: 'Gør som på Fyn'

Lys og lyd
Systemet fungerer sådan, at hvis det registrerer, at der er risiko for sammenstød ved at åbne bildøren, vil en kraftig lyd advare føreren eller passageren. Samtidig vil røde LED-lys på bilens sidespejl blinke som en visuel advarsel for den tohjulede trafikant, der nærmer sig.

Hvis bildøren alligevel bliver åbnet, vil endnu flere røde LED-lys blinke som advarsel på kanten af dørens inderside, så den tohjulede trafikant kan nå at reagere i tide.

Exit Warning-teknologien benytter sig af de allerede eksisterende sensorer og førerassistanceteknologier, som nyere Ford-modeller har. Det er systemer, som blandt andet kan scanne for bløde trafikanter som cyklister og fodgængere, ligesom bilerne er udstyret med blindvinkelsassistance, der gør føreren opmærksom på, om et andet køretøj befinder sig i bilens blinde vinkel.

Fords ingeniører har også testet en mekanisme, der forhindrer bildøren i at åbne fuldt, før Exit Warning-teknologien har bekræftet, at der er ikke er kollisionsfare. Det system skal nu prototype-testes blandt både cyklister og bilister under forskellige køreforhold i lande med både venstre- og højrekørsel.

Se også: Kan du se forskellen? BMW har fået nyt logo

36 kommentarer
Vis kommentarer