Kasper sælger Bennys Olsen Banden-bil

Kasper Christensen sælger den eneste tilbageværende originale Chevrolet Bel Air fra Olsen Banden-filmene

Her kører Benny i form af Morten Grunwald den originale Olsen Banden-film, som Kasper Christensen nu sælger. Foto: Stine Tidsvilde

Når man er inkarneret Olsen Banden-fan og vild med biler, så må de originale Chevrolet Bel Air-biler, som blev brugt under optagelserne til de mange film om Egon Olsen, Benny og Kjeld, betragtes som noget helt unikt.

Kasper Christensen er stor Olsen Banden-fan, og lige nu er han også ejer af den eneste tilbageværende af de originale Chevroleter, som blev brugt under optagelserne til filmene.

Så længe det varer. For Kasper Christensen har sat Olsen Banden-bilen til salg på Den Blå Avis.

- Vi vil gerne prøve andre ting i vores liv, og der skal økonomi til. Jeg har oplevet det, jeg skal med bilen. Det bliver vemodigt at aflevere til en ny ejer, hvis der kommer én. Men hvis vi skal føre vores andre planer ud i livet, så må vi bide i det sure æble, siger Kasper Christensen til Ekstra Bladet.

Han købte bilen i noget forfalden stand tilbage for nogle år siden, og hans første store drøm med bilen var at få den synet og ud på vejene igen. Det lykkedes i foråret 2017, efter at Kasper Christensen og hans bror brugte over 1000 timer på at restaurere bilen, så den nu er i den stand, man kender fra filmene.

Grunwald bag rattet
Kasper Christensens anden store drøm med bilen var, at skuespilleren Morten Grunwald, som spillede Benny i filmene, kunne komme bag rattet af bilen.

Den drøm gik i opfyldelse, da bilen i april 2017 var en tur tilbage på Nordisk Film med ingen ringere end selveste Morten Grunwald som chauffør.

- Den klarede turen, som den skulle. Vi fik ingen buler, bilen gik ikke i stå, og den løb heller ikke tør for benzin, sagde Kasper Christensen dengang til Ekstra Bladet.

Morten Grunwald tog en tur bag rattet. Foto: Stine Tidsvilde Biler - 8. apr. 2017 - kl. 08:41 Skidegodt! Benny fra Olsen Banden tilbage bag rattet af ikonisk bil

- Han (Morten Grunwald, red) synes, den var blevet lidt tungere at dreje, fortalte Kasper Christensen.

I dag husker han tilbage på den oplevelse som noget specielt.

- Morten Grunwald sagde efter køreturen: 'Dengang var det en rekvisit. Nu er det et stykke kørende Danmarkshistorie,' fortæller Kasper Christensen.

Koster et par millioner
Drømmer du om at blive næste ejer af den berømte Olsen Banden-bil, så skal du have 2,2 millioner kroner op af lommen. Det er prisen, som Kasper Christensen vil have for den unikke bil, som blev brugt i optagelserne til film nummer 8, 9, 10, 11, 12 og 13.

Kasper Christensen anerkender, at 2,2 millioner kroner er meget, men han ved også, at han står med en unik vare.

- Der er kun den ene filmbil tilbage. Når først, jeg har sluppet den, så ved jeg også, at jeg aldrig får den igen, for så stiger den bare i pris. Skal jeg slippe den, så skal jeg også kunne mærke det, siger han.

Han har fået én henvendelse fra en interesseret køber.

94 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere