Kendte London-taxaer skal køre i Danmark

Den velkendte sorte London-taxi kan fra denne uge opleves i Københavns gader

Denne type taxa, som man ellers bedst kender fra London, vil der fremover være to eksemplarer af i København. Foto: PR
Denne type taxa, som man ellers bedst kender fra London, vil der fremover være to eksemplarer af i København. Foto: PR

Når man færdes i Københavns gader fremover, vil man kunne møde to biler, som gør, at man kortvarigt kan få tanken, at man er i London.

De to biler, der skal køre som taxaer, er nemlig eksemplarer af den kantede Black Cab TX-taxa, man kender fra den engelske hovedstad.

Taxa-selskabet Taxa 4X35 står bag idéen om, at de to sorte biler skal være taxaer i Danmark. Modellen kan køre 100 km på ren el og yderligere 400 km, når en benzindrevet rækkeviddeforlænger producerer el til batteriet.

Det oplyser taxa-selskabet i en pressemeddelelse.

De to London-taxaer testes den kommende tid i København, og bilen har potentialet til at blive udrullet i stor skala, viser erfaringer fra udlandet.

Plads til barnevogn
Udover at have et lavt CO2 udslip er der i den nye taxa også plads til kørestol, barnevogn og op til seks passagerer.

Ifølge Gert Frost, som er adm. direktør hos TAXA 4x35, er den nye taxa et godt valg til det danske taxamarked de kommende år, da den både giver kunderne nye muligheder og imødekommer forventningerne til en mindre klimabelastende taxatur.

- En af de helt store udfordringer for os er at omlægge bilparken til at blive klimaneutral og samtidig sikre vores chauffører en ordentlig levevej. El-biler er helt sikkert en del af løsningen, men bare ikke på nuværende tidspunkt, da batterierne ikke kan holde længe nok, og fordi der ikke er ladestandere ved særligt mange taxaholdepladser, siger Gert Frost, i pressemeddelelsen.

Se også: Ny delebilsordning vil ud til landsbyerne

Klimaneutral flåde
I dag kører mere end 2.500 LEVC-taxaer, som de nye taxaer hedder, rundt i London og andre storbyer, og håbet hos 4X35 er, at man nu kan begynde at gøre firmaets taxaflåde mere grøn.

Ifølge Dennis Donner, som er vognmand hos TAXA 4x35 og som har investeret i de nye lav- emissions-taxaer, har de nye moderne løsninger været et vigtigt aspekt i valget af 'London'-taxaerne.

- Som vognmand i en taxabranche i markant udvikling har jeg hele tiden fokus på at forny min bilflåde, så vi kan udføre nye opgaver for taxakunderne og give dem et forspring i hverdagen. Alene med sit karakteristiske ydre er jeg sikker på, at den nye LEVC TX vil vække opsigt i gaden, og så håber jeg selvfølgelig, at danskerne vil tage godt imod de nye muligheder for transport, vi nu tilbyder med denne bil, siger Dennis Donner.

Erfaringer fra andre byer
Modellen skal nu testes som taxa, og skal man tro erfaringerne fra andre europæiske storbyer, er der grund til at tro, at den kan blive en succes.

- Vi er ikke i land med at løse vores klimaudfordringer med den her bil, men i forhold til, hvor vi er i dag med de teknologiske muligheder inden for taxakørsel og med en målsætning om ikke at gøre livet mere besværligt for hverken vores chauffører eller kunder, er denne bil et rigtigt godt bud, som vi har store forventninger til. Vi er derfor kommet et væsentligt skridt nærmere en løsning, der handler om egentlig forandring og ikke bare symbolværdi, siger Gert Frost.

Ifølge selskabet bag taxaen, London EV Company, har den nye taxa reduceret udledningen af CO2 med over 6800 ton, siden lav-emissions-taxaen kom på gaden i januar 2018.

Se også: Opsigtsvækkende udmelding: Ingen dieselbiler i Europa efter 2021

67 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere