Kia trækker i træningstøjet med ny mini-motor

Kia præsenterer ny sportslig GT Line med ny 1-liters motor og ny dobbeltkoblingsgearkasse

Kia's nye GT Line dresser Cee'd op i træningsdragt. Bemærk 'isterning-lysene' i kofangeren. (Foto: Kia)
Kia's nye GT Line dresser Cee'd op i træningsdragt. Bemærk 'isterning-lysene' i kofangeren. (Foto: Kia)

Kia forsøger at holde Cee'd ung med nye tiltag som en ny udstyrslinje, downsized motor og ny avanceret gearkasse.

Se også: Kedeligt komfortabel

Den mest spændende nyhed er Kia's nye lille turbomotor på én liter med direkte indsprøjtning. Motoren kaldes Kappa, den yder 120 hk ved 6.000 o/min og 172 Nm, som er tilrådighed allerede fra 1.500 og frem til 4.100 o/min. Motoren er udviklet til at udlede mindre CO2, og Kia, som ikke har oplyst forbrugstallet endnu, forventer, at motoren bruger 10 til 15 procent mindre brændstof end den nuværende 1,6-liters GDi-motor med 135 hk.

Den nye trecylindrede turbomotor yder 120 hk. (Foto: Kia)
Den nye trecylindrede turbomotor yder 120 hk. (Foto: Kia)

Samtidig med motoren introducerer Kia også en ny egenudviklet 7-trins dobbeltkoblingsgearkasse. Motoren vil i første omgang kunne fås med firmaets 1,6-liters CRDi-dieselmotor med 133 hk og 285 Nm. Den nye gearkasse kan nemlig håndtere mere moment. Kia forventer, at den nye hurtigtskiftende gearkasse giver en lille forbedring i forbrug.
Kia har udviklet en ny 7-trins dobbeltkoblingsgearkasse. (Foto: Kia)
Kia har udviklet en ny 7-trins dobbeltkoblingsgearkasse. (Foto: Kia)

Ny træningsdragt
Udstyrslinjen hedder GT Line, og den skal efterligne udstyr og udseende fra topmodellen GT, men uden at det bliver nødvendigt at smide helt så mange gryn efter din Kia. Med den nye udstyrslinje følger de særlige 'isterning LED-lys' fra Cee'd GT, som sidder i forkofangeren, som nu også er blevet dybere og mere markant for at understrege det sportslige islæt. Bagkofangeren får to separate udstødningsrør, mens stationcar-varianten får en enkelt dobbelt udstødning. For at fuldende designet er der er også nye 17 tommer fælge. Indvendigt har kabinen fået et læderrat, alu-pedaler og en start-stop-knap.  

Se også: Gæt hvilken elskerinde, der har lagt navn til denne bil

Kia Danmark forventer at få både ny motor og gearkasse på det danske marked i efteråret, men fordi man ikke har sammensat modelprogrammet endnu, er det ikke sikkert, vi får GT Line, og ligesådan er priserne heller ikke fastsat endnu.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere