Kinesiske biler punkterer myte

Flere kinesiske biler scorer topkarakter i sikkerhedstest

Alle fem biler i testen scorer de maksimale fem stjerner, heriblandt de to kinesiske biler. Foto: Euro NCAP
Alle fem biler i testen scorer de maksimale fem stjerner, heriblandt de to kinesiske biler. Foto: Euro NCAP

Engang var det at købe en kinesisk bil en udfordring, hvis man samtidig gerne ville have højt sikkerhedsniveau. Sådan er det ikke længere, for de kinesiske bilproducenter viser, at de har fået styr på sikkerheden.

Det bekræfter årets femte test fra det europæiske sikkerhedssamarbejde Euro NCAP.

Feltet består af elbilerne Audi Q4 e-tron og NIO ES8, leasing-konceptet Lynk & Co 01 og brintbilen Toyota Mirai. Kun Subaru Outback er en ren benzinbil.

Og alle fem biler i testen scorer de maksimale fem stjerner, heriblandt de to kinesiske biler, Lynk & Co. og NIO ES8.

- Lynk & Co. og Nio viser, at 'Made in China' ikke længere er et dårligt prædikat, når det kommer til sikkerhed. Her har vi to nye biler, begge kinesisk udviklede, der klarer sig ekstremt godt i vores test, siger Michael van Ratingen, som er generalsekretær i Euro NCAP, i en pressemeddelelse.

Et nybrud
Særligt Lynk & Co. byder på et interessant koncept, lyder det fra FDM. Bag Lynk & Co. står kinesiske Geely, som også ejer Volvo og Polestar, og deres bil fås enten som plugin-hybrid eller almindelig hybrid og kan kun bestilles på nettet, hvorefter den leveres på ens adresse. Lynk & Co er ved at etablere sig i Sverige, Norge, Tyskland og Holland. Hvornår mærket lander i Danmark er uvist.

- Lynk & Co er et spændende nybrud i bilverdenen, som vi kommer til at se mere til. De har fra begyndelsen meldt ud, at sikkerhed skal være et afgørende parameter hos dem, og bilen fås kun med ét højt sikkerhedsniveau, siger Søren W. Rasmussen, som er FDM's repræsentant i Euro NCAP.

- Især kollisionssikkerheden er noget af det bedste, vi har set, og bilen scorer det til dato højeste resultat i den kategori i en Euro NCAP-test, siger han.